hvorvidt dette Tilfælde var forhaanden, bedømtes af Ens Medborgere: det var paa en vis Maade en Opinionssag. Men deraf fulgte igjen, at Folkets Myndighed i denne Henseende ikke kunde være indskrænket til visse regelmæssige Sammenkomster, men at Enhver, som havde Noget at andrage for sine Medborgere, kunde sammenkalde dem naar han vilde, hvilket Loven udtrykker: skal hverr þingi ráða, er þings þykkist þurfa. (G. L. 131). Disse overordentlige Tinge vare naturligviis Herredsting, og bleve især af Vigtighed derved, at de for visse Slags Sager angaaende Drab og større Legemsbeskadigelser synes at have været eneste forum. Tingene sammenkaldtes ved at udsende Budstikken, i Manddrabssager en Pil (ör, deraf örvarþing), hvilken enhver Bonde under Straf af Bøder var pligtig at besørge videre.
Men den samme Grundsætning førte længere. Thi i alle civile Sager, hvor Faktum ikke var paa det Rene (erkjendt eller vitterligt), seer vi, at en af begge Parter selv opnævnt Ret (skiladómr) blev nedsat for at bringe det paa det Rene. Men denne Skilledom var intet Ting, den kunde ingen Dom give, men blot paalægge Indstevnte Eed i Forhold til Sagens Betydenhed. Naar Sagen herved er bragt paa det Rene, forudsættes det, at Vedkommende godvillig opfylder sin Forpligtelse, der nu er bleven vitterlig; skede ikke det, bliver Fremgangsmaaden den samme som om Sagen oprindelig havde været vitterlig: Sagsøgeren maa stevne til Tings. Men her bliver der nu ikke længer Tale om Sagens Realitet, men kun om den givne Pligts umiddelbare Iværksættelse under Forudsætning af, at alle Former ere iagttagne, og Beviset i sin Orden; thi i faa Tilfælde bliver Indstevnte idømt Boder for Ran, og Tingmændene ere pligtige at fare med Domshaveren og udtage hans Tilkommende tilligemed Bøderne. (Se især G. L. 35 og 37 jfr. 86, 89 og 91 og F. L. X. 11 til 18 og XIII–11). Den nyere Landslov har her de samme Bestemmelser (se M. L. VIII–3 og 4 jfr. VII-18, 24 og 61), men derhos har den givet Institutionen en betydelig Udvidelse deri, at den personlige Ret, eller Bøderne for Forurettelser, efter den ikke længere var lovbestemt, men blev fastsat ved Skjøn af 6 eller 12 Mænd, eller, som Loven ogsaa udtrykker sig, „sem (6 eller 12) skilrikir menn dœmi;“ „eptir laga dómi.“
