Midfaste Søndag (Vaabenting) (B. L III–13 jfr. B. R. 137) og det 3die Thomasmesse (21de Decbr.), da Julefreden sattes m. v. (B. L. VI–1 jfr. B. R. 135; se saaledes „Norske Samlinger“ S. 269). Forresten holdtes det som før, naar Omstændighederne udkrævede det. Alle Raadmændene, Sysselmændene, Lagmanden og Gjaldkeren vare forpligtede at indfinde sig.
Derhos fik nu de større Byer Bergen, Nidaros, Tunsberg og Oslo sine egne Lagting, der afholdtes een Gang aarlig under Bylagmandens Forsæde, Dagen efter 13de Dag Juul (7de Januar). Det dannedes af samtlige 12 Raadmænd som selvnævnte, samt 48 Nævndermænd, 12 fra hver Fjerding, og holdtes i en af Stadens Gildestuer. Sysselmanden, Gjaldkeren og Kongens og Biskoppens Aarmænd vare pligtige at være tilstede. Indretningen var for Resten som efter Landsloven; Lagretten, hvis Plads ogsaa her var inden vébönd (see endnu 1594 Norske Samll. S. 332), bestod af de 12 Raadmænd og 12 Lagrettesmænd. At der ogsaa har været en Lagrette ved Bymødet er sandsynligt, hvilket i alle Fald sees at have været Tilfældet i Bergen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, se Kongebrev af 13de Decbr. 1590 i Evensens Samlinger 2 Bind 1 Hefte S. 32, samt de i Norske Samlinger S. 221 fgg. leverede Uddrag af Bergens ældste Retsprotokol 1592–5, der efter al Sandsynlighed er den ældste norske Retsprotokol, der existerer. Man seer tillige heraf, at Bymødet er bleven holdt paa Raadhuset, og at det og Lagtinget næsten var gaaet over i hinanden. At Borgermesterne lige fra dette Embedes Oprettelse mod Midten af det 10de Aarhundrede have taget Deel saavel i Bymødet som i Lagtinget, fulgte af sig selv. Bymødet laae igjen til Grund for Raadstueretterne, hvorom senere. Mærkelig er endnu Bestemmelsen i B. L. VII–15, at den der var utilfreds med Lagmandens orskurð kunde indstevne Sagen for Bymødet, og derfra til Lagtinget, hvorfra Sagen gik til Kongen, hvis Lagretten var uenig; medens efter Landsloven ingen Sag kunde komme fra Lagmanden til Herredstinget eller omvendt, og i Tilfælde af Meningsulighed i Lagretten, Lagmandens Mening var Dom.
8. Det vil snart sees ved Betragtningen af de Gamles Rettergangsvæsen, at det ledende Princip deri har været følgende: Hvad der var Lov og Ret i et givet Tilfælde, fulgte af sig selv;
