Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur V.djvu/112

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

egen dømmende Myndighed, – altsaa netop det samme som Lovsigemanden paa Island og som Sorenskriveren oprindelig skulde være ved Bygdetingene, – saa sees det dog, at det saa godt som lige strax efter Lagmandsembedets Oprettelse blev Skik at lade Sagen afgjøre umiddelbar ved ham alene saavel med Hensyn til jus som factum, med Forbigaaelse aldeles af Tingene. Dette kunde naturligviis oprindelig kun være en frivillig Handling, ligesom en Vedtagelse af hans Voldgift, men allerede første Gang, Lagmænd nævnes i Lovene (i en Retterbod af Kong Haakon Haakonsøn F. L. Indl. c. 16), hedder det dog, at Kongen har med Mishag erfaret, at Folk uagtet lovlig stevnte for Lagmanden ikke har villet møde, og ikke har villet holde Lagmandens orskurð, hvilket de derfor paalægges under 3 Marks Bod. Og i den renere Landslov I–11 er denne Lagmandens dømmende Myndighed, sideordnet med lerredstinget, endnu bestemtere udtalt, idet endog Herredetingets Dom af Lagtinget kan underkjendes, medens det, naar Lagmandens orskurð indankes, selv om Lagretten var eenstemmig, er inkompetent til at forandre dette, men kun skal indgaae til Kongen med en Forestilling desangaaende, idet Kongen alene med sit Raad er kompetent til at forandre Lagmandens orskurð, „da han er sat over Loven.“ – Og paa selve Lagtinget var hans Myndighed efter I–4 saa stor, at vistnok Lagrettens eenstemmige Mening var Dom, selv om Lagmanden dissenterede, men at, i Tilfælde af Uenighed i Lagretten, det hvorfor han erklærede sig var Dom. Og med alt dette fastholdes det dog stadig, at Lagmandens Afgjørelse aldrig kaldtes Dom, men orskurðr (Afgjørelse), se især en af den berømte Hauk Erlendssøn egenhændig udfærdiget Dom af 1302 i Dipl. Norv. I. 93, ligesom det af flere i „Norske Samlinger“ 2 og 3 Hefte indtagne Sager sees, at det endnu i Aarene 1593–7 iagttoges, at det Factiske i Formen paakjendtes af Lagrettesmændene. Af alt dette maa det være indlysende, at vi have hast en virkelig Juryindretning i engelsk Betydning og med Skjelnen mellem jus og factum, lige fra den ældste Tid, – men at Folket selv har følt det lidet Betryggende i Dommermyndighedens Udøvelse af Tingmændene umiddelbart, og at faste lovkyndige Statsdommere i Norge saa at sige have indført sig selv.

Den samme Trang hos Folket til en retskyndig Afgjørelse