Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur V.djvu/111

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

rige, (hvor hvert Landskab havde sin Lagmand); dog gjaldt uden Tvivl noget andet for Jæmteland og Herjedalen, der ved Gjenforeningen med Norge vistnok beholdt sin Lagmand. Fremdeles maa man ikke forestille sig de lovkyndige Høvdingers Indflydelse saa særdeles stor. Lovgivningens egentlige juridiske Bestanddele, om jeg saa maa udtrykke mig, ɔ: de lovlige Følger af et givet Faktum, var i de Tider yderlig simpel og blev vistnok neppe engang Tale om for Retten, hvis Domme mere forkynde sig som en given Pligts umiddelbare Iværksættelse end som nogen Undersøgelse og Udtalelse af nogen Forpligtelses Tilværelse og Gyldighed. Hvad der kom an paa var, at Beviset for den faktiske Sammenhæng var i Orden og alle Former iagttagne, – Resten fulgte af sig selv. De Lovlærdes Virksomhed har derfor uden Tvivl mere bestaaet i at veilede Parterne om hvad de havde at foretage sig, end i at lede Retten.

Men da langvarige borgerlige Uroligheder i det 12te og 13de Aarhundrede havde omstyrtet og bragt Forvirring i de tidligere patriarkalske Forhold, og Magten tilsidst var kommen i Hænderne paa Birkebenernes Parti, der bestod af de meest udannede Bønder, kunde Folket ikke længer bære den tidligere levende Deeltagelse i alle de offentlige Anliggender. Desuden var nu ogsaa Lovgivningen ved de flere Retterbøder bleven mere detaljeret. Ligesom vi fra dette Tidsrum af see, at Lændermandsværdigheden mere og mere taber sin Rod i Folket, og gaar over til en reen kongelig Embedsstilling, saaledes maatte nu ogsaa Tingene faa en fastere og kyndigere Bestanddeel. Og da Forbillederne her laa saa nær som paaviist, have vi Lagmandsembedets Oprettelse ligesrem historisk begrundet. At det meget vel maatte stemme med den herskesyge og myndige Sverrers Regjerings Tendens at holde Folket saa vidt muligt uden for Statsstvrelsen, – er klart, men man feiler dog vist i at antage nogen som helst planmæssig Stræben her fra Kongedømmets Side. Forholdene selv havde medført den antydede Overgang; før faldt Sagernes juridiske Side af sig selv; nu var den bleven mere vanskelig. Men hvad der her er af særdeles Betydning er, at, uagtet det er vist, at Lagmandens Bestilling egentlig ene og alene skulde være at præsidere i Lagretten som lovkyndigt Medlem og sige Lagretten hvad Loven bestemmer om Sagen, uden nogen