som ogsaa, at her Antallet har været 12. Derfor taler det i Diplomerne saa ofte forekommende Udtryk „12 Mænds Dom“; ligesom dette Antal foreskrives ved de Skilledomme, der skulde sættes efter Hjemstævne m. v. Ligeledes foreskriver Erik Magnussøns store almindelige Retterbod af 1280 Kap. 28, at Sysselmanden i vigtige Sager skal tage 12 skjønsomme Mænd til Doms, hvis Dom da skal samtykkes af de øvrige Tingmænd. Og alt dette vinder end mere i Sikkerhed ved Sammenstillingen med Antallet ved Lagtingene, 3 Tylfter; thi alle Data tyde, som ovenfor anført, hen paa at Lagdømmerne oprindelig have haft et Grundlag af 3 Fylker, med Undtagelse af Frostatingslagen, men netop her synes det ogsaa som om Lagretten har haft en ganske særegen Sammensætning (se den anførte F. L. I–2).
Sluttelig bemærkes, at uagtet Valders, Haddingjadal og Robyggjalag hørte under Gulatinget, sendte de dog ikke Nævndermænd did; heller ikke sendte Haalogaland, Jæmteland og Herjedalen Nævndermænd til Frostatinget. Disse havde vel sine egne Fylkesting, der her traadte i Lagtingets Sted: Haalogaland paa Trandarnes (see Sigurd Ranesøns Proces), Jæmteland og Herjedalen paa Sprodseiðsþing. Ved Magnus Lagabøters Lov forandredes dette for Valders, Haddingjadal og Robyggjalagets Vedkommende; de to øvrige Ting vedbleve, som en Følge af den Deling af Lagtingene, som allerede nu havde begyndt at gjøre sig gjældende.
6. Det følger af sig selv, som forhen bemærket, at Almuens naturlige Høvdinger, Herserne, og sednere Lændermændene have maattet øve en mægtig Indflydelse paa Tingene. Vi see saaledes dette i det ældste Vidnesbyrd, man har om Gulatinget i Egils Saga, og det vedblev sikkert saaledes lige til de borgerlige Stridigheder. Ligeledes er det klart, at i de ældste Tider, medens Lovene endnu kun opbevaredes gjennem mundtlig Tradition, Lovkundskab (lögspeki) maatte være meget anseet, og der fattes heller ikke Vidnesbyrd om, at der i alle Egne har været Mænd, der have staaet i særdeles Ry som Lovlærde (lögspekingar, lagamenn), og efter hvis Mening alle vigtigere Sager bleve afgjorte. Disse vare imidlertid ene og alene Private, og deres Autoritet beroede ikke paa nogen som helst Embedsmyndighed, saaledes som Tilfældet var paa Island (Lovsigemanden) og i Sve-
