mænd fra de 8 trønderske Fylker dannede Lagretten. Efter M L. I–3 skulde deres Antal være 3 Tylfter. Lagretten havde sin Plads indenfor en hellig Indhegning (vébönd) paa Tingvolden; hver Lagrettesmand skulde een Gang for alle aflægge Eed, at rygte sit Kald efter Loven og sin Samvittighed. Man seer saaledes, at det maa have været forudsat, at de samme Mænd kunde gjenvælges ved de følgende Lagting, og dette bliver end klarere af en Mængde gamle Diplomer, hvor „svorne Lagrettesmænd“ omtales som en appellativisk Benævnelse. Lagrettens Beslutninger vare dog kun foreløbige; for at blive endelige udfordredes, at de bleve samtykkede af de øvrige tilstedeværende Tingmænd. Dette skede dog uden Tvivl blot stiltiende, derved at disse ingen Indsigelser gjorde, naar Lagrettens Beslutninger forkyndtes, men toge sine Vaaben, som medens Tinget varede maatte være bortlagte, og begave sig hjem (vápnatak, at eigna vápnatak at máli); deraf Udtrykket „med ret Vaabentag (Tingtag) dømt og samtvkket for inden og for uden Lagretten“. (Se endnu 1551 Christian den 3dies Forordning hos Paus S. 311, Norske Samll. S. 332, Dipl. Norv. I. 1030).
Lagtinget holdes een Gang aarlig mellem begge Herredstingene. Efter de ældre Love holdtes Gulating Tirsdagen i Paaskeugen, senere Petersmesse Aften (28de Juni); Frostatinget i Begyndelsen af Juli; Tiden for de øvrige kjendes ikke. Den nyere Landslov I–1 og 7 fastsatte Tiden for dem alle til Botholfsvaka (17de Juni). Tinget samledes hver Dag Kl. 6 og sad til Non (Kl. 3); dets Varighed afhang i de ældre Tider af Lagretten; efter den nyere Landslov af Lagmanden og Lagretten; Tingets Aabning (at setja þing) og Slutning (at slita þing) ledsagedes med religiøse Ceremonier, foretagne i de ældre Tider af Herseren, og i den kristne Tid af Præsten. Al forstyrrende Spisen og Drikken var forbuden; Vaaben maatte ikke bæres og Tingfreden holdtes høit i Agt. Hvo, som krænkede denne, var vargr í véum (F. L. I–3 og 5, M. L. I–3 og 5). Paa Høsttinget skulde derefter de kongelige Ombudsmænd bekjendtgjøre i Herrederne, hvad der paa Lagtinget var bleven besluttet (M. L. I–7).
At ogsaa paa Herreds- og Fylkestingene Sagerne egentlig have været behandlede af et Udvalg, en Lagrette er høist rimeligt, lige-
