tinget er ogsaa Antallet ubekjendt, efter de ældre Love maa der mindst have været 120, efter den nyere Lov mindst 96. (Se G. L. 3; F. L. 1–2; M. L. I–2). De udnævntes paa Herredstinget, sandsynligviis paa Vaartingene, hvilket endog synes at have været disses egentlige Bestemmelse (jfr. M. L. I–1). De udnævntes i Frostatingslagen af Kongens Aarmænd, i Gulatingslagen af Lændermændene og Kongens Sysselmænd og Aarmænd i Forening, og det samme bestemmes i den nyere Landslov for hele Riget. Men naar man betænker den Stilling, som Dommermyndigheden gjennem Folkets Repræsentanter i dette ældre Tidsrum indtog, bliver det sandsynligt, at denne Udnævnelse har foregaaet som en ordentlig Tingforretning, og er bleven stadfæstet ved Vaabentag med de øvrige, og det kan da neppe betvivles, at Lændermændene, som Folkets naturlige Høvdinger og den patriarkalske Magts Repræsentanter, maa have øvet en overveiende Indflydelse, og at de kongelige Embedsmænds Virksomhed kun har været forberedende. Sednere, da Lændermændene ved Slutningen af Borgerkrigene vare gaaet over til rene Kongemagtens Tjenere, blev naturligviis dette anderledes, og ved Haakon Magnussøns Fr. 17de Juni 1308 blev Lændermandsværdigheden ophævet. Enhver Vælger skulde een Gang for Alle sværge den Eed, at han nu har nævnt og stedse for Eftertiden vil nævne de Mænd, som tykkes ham de bedste (M. L. I–1). Enhver Nævndermand var under Straf af Bøder pligtig at møde, ligeledes skulde alle Lændermænd, Sysselmænd og Kongens og Biskoppens Aarmænd forfaldsløst være tilstede paa Lagtinget ligesom ogsaa efter de gamle Love en Deel af Lagdømmets Sognepræster (G. L. 3; M. L. I–2 i Slutn.)
Disse Nævndermænd repræsenterede nu den hele Tingalmue. Den egentlige dømmende Myndighed hvilede derimod hos Lagretten (lögrétta), der var et Udvalg af de ældste og dygtigste Nævndermænd. De udvalgtes uden Tvivl paa samme Maade som disse, af Lændermændene og de kongelige Ombudsmænd, men i Forening med Nævndermændene; deres Antal vides ikke i den ældre Tid, hvor der Intet herom nævnes i Loven, efter Egils Saga synes der i Gulatingslagen at have været 3 Tylfter, udnævnte af Herserne; i Frostatingslagen synes det efter den utydelige Bestemmelse i F. L. I–2, at samtlige 400 Nævnder-
