dighedens umiddelbare Hvilen i Folkets Haand, til at ogsaa andre Forsamlinger til ubestemte Tider havde fuld Kompetens, og det var i denne Henseende Regel, at Enhver var berettiget til at fordre Ting sammenkaldt (hverr skal eiga þing, sem þings þikkir þurfa). Jeg agter nu i det Følgende at fremstille kortelig Tingenes Organisation hvert for sig, og derefter at fremstille den geistlige Jurisdiktion, der for Fuldstændighedens Skyld maa medtages, uagtet den ikke staaer i den organiske Forbindelse med det, som egentlig er Opgavens Gjenstand, som de egentlige Tinges Indretning.
5. Herredstinget (heraðsþing) var oprindelig det eneste ordentlige Ting i Landet, ligesom Herredsinddelingen oprindelig var Landets eneste civile Inddeling. Det bestod af samtlige Herredets Bønder, der under Straf af Bøder vare pligtige at møde, medmindre de vare hindrede ved lovligt Forfald eller vare Eenvirker, (d. e. saa uformuende, at de ikke holdt nogen voxen Arbeidskarl.) (Gulatings Lov Kap. 131). Disse vare alene pligtige at møde paa Manddrabsting, Kongeting, Mandtalsting og Vaabenting, hvilke sidste dog ikke havde nogen dømmende Betydning. Tingkredsen benævntes ogsaa þing (þingsókn, þinghá).
Eftersom flere Herreder sloge sig sammen til Fylker, og igjen flere af disse dannede Forbund, opkom ligeledes Ting for disse mere udstrakte Kredse, og en naturlig Virkning heraf maatte det ogsaa blive, at den engere Inddeling maatte tabe sin Bestemthed. Fornemmelig maatte dette blive Tilfældet, da hele Landet samledes til et Rige af Harald Haarfagre, og endnu mere da Haakon den Gode indførte en ny og vigtig Inddeling i Skibreder, og endelig Kirkesognsinddelingen begyndte at gjøre sig gjældende. Ved alt dette krydsedes Herredsinddelingen, der ikke mere havde sin politiske Betydning, og hvis Forstandere, Herserne, vare overgaaede til Kongens Lændermænd, saaledes, at den blev ligesaa ubestemt som nu Bygdelag o. s. v.; Hensynet til Bekvemmelighed gjorde sig gjældende. Fjerdingsinddelingen i det Vestlige og Tredingsinddelingen i Viken og paa Oplandene, der forekommer i de ældste Love, er vistnok intet andet end den ældre Herredsinddeling i dens efter Fylkerne lempede Skikkelse. Ogsaa disse deeltes i mindre Underafdelinger, især efter Magnus Lagabøters Tid, men alligevel blev i den
