Parterne først havde overdraget sin Sag til Samfundets Mægling, saa begik den, der ikke vilde adlyde dettes Afgjørelse, en Forbrydelse mod det hele Samfund, der paadrog ham dettes Hævn. Og nu var der kun eet Skridt til den Betragtning, at enhver af Parterne var berettiget til at æske det Offentliges Mellemkomst med den Virkning, at det efter en saadan Reklamation ikke længere var Modparten tilladt at tage sig tilrette paa egen Haand, forinden det havde viist sig, om det Offentliges Mæglingsforsøg førte til noget Resultat. („Dom er hver Mand værd at have for sit Gods.“ G. L. 34). Og i denne Skikkelse er det ogsaa vi tidligst see Dommermagten fremtræde hos vore Forfædre. Nogen Pligt for Modparten til ogsaa fra sin Side at vedtage det Offentliges Mægling som Afgjørelse, sees ei Spor til førend længe efter Christendommens Indførelse. – At deducere denne Lære paa nærværende Sted vilde føre for vidt. Det maa her være nok at henvise til den mærkelige Bestemmelse i G. L. 186, at Ingen eier Ret paa sig mere end 3 Gange, uden han hævner sig imellem til den anerkjendte Ret til at henskyde sig under Tvekampens Afgjørelse i Sager, der allerede ere undergivne Tingmænds Dom,[1] samt til den ogsaa i en anden Henseende saa mærkelige Sætning i Trygdamaalet, „at ifald disse Parter sednere maatte faae nogen anden Strid mellem sig, saa forpligte de sig til at lade den forlige og ikke afgjøre den ved Vaabenmagt“, – hvilket ogsaa fremhæves i Danske Love. (Eriks Sjæl. L. II. 6). Jeg vil ogsaa faa Anvendelse heraf sednere ved Fremstillingen af Omgangsmaaden med Drabssager.
4. Folket som eneste Statsmagt virkede i dets Forsamlinger som þing. Dettes Beslutninger kaldtes Domme, og angik, som af det Foregaaende sees, meget andet end Retstvistigheders Afgjørelse. Kongen blev „tildømt Riget;“ Lovforslag blev „dømte og samtykkede;“ da Folket overdrog Kong Magnus Haakonssøn (Lagabøter) at revidere og forbedre Lovene, „dømte de hele Loven i Kongens Haand“ (Norg. gl. Love II. 7). Tingene vare Forsamlinger af alle Bønder inden Tingkredsen, og vare saaledes efter dennes større og mindre Omfang enten Lagting, Fylkesting eller Herredsting. Men foruden dette førte det samme Princip om Myn-
- ↑ Jfr. Gunløg Ormstunges Saga. Kap. 11, Egla Kap. 68.
