Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur V.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

en Følge af, at denne i egentlig Forstand erobrede det Territorium, som den besatte, hvilket igjen forudsætter en strengere militær Organisation under et fælles, med en bestemt Myndighed udrustet Overhoved. Vi finde saaledes i Tydskland tidlig den dømmende Myndighed for en stor Deel i Hænderne paa Kongerne og deres Tjenere, medens dette i Norden var noget aldeles ukjendt. Vistnok findes det af og til i Sagaerne anført, at dette eller hiint er afgjort ved eller efter Kongens Dom; men hvor dette ikke udtrykkelig fremhæves som en Overskridelse af Myndighed eller som et Magtsprog fra Kongens Side, skal man altid see, at Tingen er, at begge Parter frivillig have antaget Kongens Dom som en Voldgiftskjendelse, hvortil der ogsaa ofte kunde være saa meget mere Grund, som det maatte være indlysende, at en for sin Visdom og Retfærd anseet Konges udtalte Mening vilde faae en særdeles Indflydelse ogsaa paa Tingmændenes Dom.

3. Det maa imidlertid nøie bemærkes, at naar man taler om Dom hos de gamle Nordboere, saa maa dette ingenlunde forstaaes paa samme Maade, som blandt Nutidens Folk. Dømmende Myndighed i Betydningen af en Magt, der har at kjende mellem de tvistende Parter saaledes, at dens Kjendelse bliver en Befaling til disse, og at det er dem forbudet at gaae denne Magt forbi og tage sig selv til Rette, var Noget, der ikke kunde forenes med deres Begreber om Folkefrihed. Tvertimod var det Regelen, at enhver Tvist bedømtes som en Krænkelse af den Ene mod den Anden, der ene og alene vedkom de tvistende Parter selv, og i Mangel af Forlig afgjordes ved Magt. Og det gjorde ingen Forskjel, hvad enten denne Tvist kom af en af den Ene mod den Anden forøvet Forbrydelse, eller af andre formeentlige Retskrænkelser eller Retsnægtelser.

Det maatte imidlertid snart blive en nødvendig Følge af Sagens Natur, at Samfundet lod det være sig magtpaaliggende at bringe det til Forlig mellem de Tvistende, og dette er unægtelig den ældste Karakteer, som Dommermyndigheden antog: et Forsøg paa og Tilbud om Mægling fra det Offentliges Side. Oprindelig maatte imidlertid dette være ganske deres egen Sag, om de vare villige til at indlade sig derpaa, men snart maatte den Betragtning gjøre sig gjældende, at naar