paa Vestfold, hvilket ogsaa skulde tilfalde deres Børn, hvis Sigurd Jonssøn dertil gav sit Samtykke, hvilket ogsaa i 1422 paafulgte. Imidlertid maa en Hr. Ivar Niklissøn have fremkommet med Arvefordring, eller man maa have frygtet derfor; thi 14 Aug. 1422 i Bergen udstedte Fru Margareta for Biskop Aslak Bolt m. fl. en Erklæring om sit Slægtskab til Sigurd Jonssøn, at nemlig hendes Møder Fru Gyrid og Sigurds Mormoder Fru Ingeborg vare Fuldsøstre, medens Hr. Ivar og hun vare Søskendebørn, sammødre men ikke samfædre, hvorfor Sigurd Jonssøn var hendes nærmeste levende Slægtning paa Jorderige.[1] Hun nævnes sidste Gang 1424 i Bergen,[2] og er uden Tvivl død kort efter i Munkeliv. Ved Arven efter hende maa Sigurd for en stor Deel atter have bragt ind under Giske-Ætten, hvad Fru Gyrid Erlingsdatter havde ført derfra som Arv efter Erling Vidkunssøn, men hvilke Eiendommene vare, kunne vi ikke for Tiden oplyse. Sigurd var vistnok den største Jordegodseier som endnu havde været i Norge.
17. Om Sønnen Hans Sigurdssøn, der som eneste Barn arvede det Hele, haves saare liden Kundskab. Den fornemme Titel „Junker“ (domicellus), som Samtiden tillægger ham, er vel snarere foranlediget af hans Moders grevelige Byrd, end af hans egen Nedstammen fra Kongeætten; thi ingen af hans Forfædre, end ikke Kongens Fættere Hafthorssønnerne, have baaret denne Titel, som i de Dage kun tillagdes Fyrstebørn. Han døde i sin bedste Ungdom, medens han var forlovet med en Datter af Aake Axelssøn Thott til Hjulberg, Ingeborg Thott, der siden blev gift først med Steen Bjelke og siden med Sveriges
