men behøve derfor ikke at skrives: me’ns og ime’ns, hvilket er baade overflødigt og urigtigt, hvilket og gjælder: „meer’“. Ligesaa kan Imperfectum af 1ste Conjugation, som: frygted, mæled, pleied, etc. ansees som den poetiske Form, og trænger saaledes ikke til nogen Apostroph, undtagen i Plural. „Sti mellem nys frempippede Ager“ (Agre), „frederlig“, „forvant“ (forvænt), „frembydende“ (frembrydende), „synes“ (syntes), „den Hjælp“ (for: din Hjælp), „snilt“ (snildt), „en Flugt, om i Gaver vi har den at tæmme“ (kan ikke dechiffreres, S. 125), „fare vild“ (fare vild) „brugt“ (plur.), „hilset“ (hilste); „hun knælede ned, hun (og) sagde“, – Alt dette er rimeligviis kun Trykfeil, men ere i Forbindelse med Interpunktionstegnene – der more sig med at bytte Sæde og lege Skjul – altfor talende Vidnesbyrd om en i høi Grad skjødesløs Correctur, der ei alene generer Læseren men endogsaa undertiden forvirrer Meningen. Saaledes læse vi Side 131, at den flittige Martha syslede og skjænkte Kaffe ligesom sin Navne, medens der nok blot menes, at hun var huuslig og travl som denne; og S. 146, at tvende Veninder opsendte uskyldige Ønsker af den almægtige Gud. Men Pag. 126 have vi en Tankefeil, som formeentlig maa lægges Forfatterinden til Last. Det hedder nemlig:
„Efter et kjærligt Farvel svang Holst sig med Lethed paa Hesten,
Som ædelmodig han havde med Winthers ombyttet og ladet
Ham faae sin tilredne Brune[1], der sikkert og let gik i Fjeldet.“
Saavidt jeg skjønner, fortælles her, at Holst nu, ved denne Leilighed red paa sin egen lette, sikkre og tilredne Hest, skjøndt han en anden Gang, forhen, havde viist Winther den Ædelmodighed at laane ham den og imidlertid tilbyttet sig og benyttet hans tungere og ustøe Hest. Den egentlige Mening udtrykkes vel rigtigere og tydeligere ved følgende Omskrivning:
Efter et kjærligt Farvel svang Holst sig med Lethed paa Winthers
Hest, som han sig ædelmodig havde tilbyttet, og ladet
Ham faae sin tilredne Brune o. s. v.
Disse tilfældige Lyder og Pletter, der vanzire dette i det Væsentlige overmaade smukke og vellykkede Aandsfoster, har jeg ikke villet undlade at paapege, da det vel fortjener at udkomme i en fornyet Skikkelse. Det er saameget mere nødvendigt hos os, ikke at oversee Sprogfeil i den poetiske Literatur, som vor udentvivl største og meest genialske
- ↑ at kalde Hesten ligefrem „Bruun“ gaaer dog nok ikke an (cfr. S. 118.)
