Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur III.djvu/64

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
60
Norsk Litteratur.

Digteraand, Henrik Wergeland, ved sit Exempel har forledet sine blinde Beundrere til at efterligne ham i det Letteste af hans Kunst: at gjøre vort ærværdige og dyrebare Modersmaal Overlast. Fru Winsnes, der viser os baade i sin „Huusholdningsbog“, som her i den gamle Tante (see Pag. 112 og 140), at hun veed og erkjender hvad der hører til en god Beværtning nemlig ei alene at Maden er velsmagende, men at ogsaa Anretningen er smagfuld, vil ikke miskjende Recensenten, fordi han tillader sig at opstille lignende Fordringer til den, der indbyder Publicum til Gjæst, selv ved det meest frugale, aandige Maaltid. Reenlighed Orden, Nøiagtighed og Ziirlighed er en Agtelsens Tribut, man skylder sin høie Gjæst, der først da sætter tilbørlig Priis paa de Bordets Glæder Vært eller Værtinde har tiltænkt og beredet ham.

Til Slutning maa jeg udtale det Ønske og Haab, at hun, der skrev en Lovise i 1830, vil kunne skjænke os en Luise i 1850.

C. U. Sundt.



7. Nytaarsaften 1848–49. Tryllefarce med Sang i een Act af Erik Bøgh. (Første Gang opført paa Christiania Theater den 31te Decbr. 1848). Christiania 1849. West & Steensballe. 30 ß.

Stykket har gjort stormende Lykke paa Skuepladsen, og Bogen har allerede (i mindre end en Maaned) oplevet et Andet Oplag, Beviser nok for, at Forfatteren ialfald har vidst at træffe sit Publicums Smag. De, der satte et dramatisk Verks eneste Betydning deri, at det morer eller behager dem, paa hvem det nærmest er beregnet, ville naturligviis ved Publicums allerede udtalte Dom finde Stykkets Værd afgjort; de derimod, der udstrække Fordringerne videre og desuden mene, at et begrændset Publicum ofte ved Øieblikkets af mange uvedkommende Grunde afhængende Stemning kan føres paa Afveie, ville maaskee dog finde et og andet Sandt i følgende Bemærkninger.

Nærværende dramatiske Digtning er, som Forfatteren selv bemærker i sit Forord „et Leilighedsstykke og maa derfor bedømmes som saadant“. Dette Synspunct ville ogsaa vi fastholde og derfor fornemmelig undersøge, hvorvidt Stykket passer til Leiligheden. Hvilken denne er, ligger i Titelen: Nytaarsaften 1848–49. Aarsskiftet ansees nu i Almindelighed for et Tidspunct, der opfordrer til alvorlig Betragtning til et Slags Opgjør af Aarets Frem- eller