Endelig kunne enkelte ikke scanderes, som følgende:
„Saaledes talede den Gamle. Snart var Toilettet istandbragt.“
„Og – det var Løverdags Aften – hvor grundede Lovise.“
Hurtig var Klæderne paa, der Aftenen iforveien alt var. –
Skjønt Hexametrets sidste Versfod skal enten være en Spondæus eller Trochæus, endes adskillige med en Daktylus, som: „Kjøkkenet“, „Fienden“, „naaede“, „forsmaaede“. Ved at udstøde e’et i de sidste Ord, og skrive: „naa’de“, „forsmaa’de“, vilde Feilen være rettet; dette er derimod skeet i 5te pes, der netop skal være en Daktylus, idet der et Sted staaer „Træ’rnes“ istedetfor Træernes Stammer.
Jeg vil ikke tale om Incorrectheder som den, at der næsten altid skrives Trysild ligetil Digtets Slutningsord, der, udentvivl rigtigt, skrives: Tryssild,. – at „hvoraf“ bruges for af hvem eller af hvilken, som f. Ex.
„Da han sin Menighed hilste, hvoraf han var elsket saa saare.“
eller at „udaf“ tidt benyttes istedetfor „af“, for ganske unødigt at faae en Daktylus i den første Versfod, f. Ex.:
„Snart saa man den talrige Skare
Udaf den langsomt fremskridende Almues brogede Grupper“.
„Thi udaf Barndomsveninden hun ønskede Krandsen at flettes.“
eller „imellem“ for mellem, hvorved endogsaa Versfoden reent fordærves. Men jeg maa paatale de aabenbare Brud paa Stavelsernes Qvantitet, som t. Ex. Opsættet, Selskabet, Lommetørklædet, Smørkanden, Aftale afløst, velmeente, at efterforske, Kjøkkenforklædet, Kjærligheden o. s. v. Digternes Kald er det at forædle og forskjønne Fædrenes Sprog, ei at forvanske og fordærve det. Saaledes kan det ikke tillades ham at sige: „Nei, sæt dog, min kjære Lovise! ei saa sørgmodigt et Ansigt“. At her mangler et „op“ føler Enhver. Naar det hedder „de mange forskjellige Hobe, der holdt paa Volden sit Maaltid, udlokket af varmende Solskin“, maa man efter Sprogregler tro, at Maden er stegt i Solheden, da dog Meningen skal være, at Folkehobene ere udlokkede i det Frie af Solskinnets Varme. „Blyfærdig“ kjendes ikke i Sproget. Ordene, som betegne dette Begreb, ere bly og blufærdig; „symetrisk“ skal vare symmetrisk, „Aschetter“ skal skrives Assjetter efter det Franske. – „Stolte de (Søiler) synes (syntes) at bære de Navne, der mellem dem hængte“. Det intransitive Verbums Imperfectum hedder: hang. I Almindelighed kan bemærkes, at mens og imens vistnok ere forkortede Former af medens og imedens,
