paa „Tryllesmiil“. – I „Elina“ rimes paa hinanden: „fiin“ og „Sind“, „begjærer“ og „regjerer“, „lyster“ og „høster“, „indseer“ og „er“, „seer“ og „kjær“; „hen“ og „reen“, „mild“ og „Englesmiil“, „Største“, og „udløste“. – I „Belysningen“ er et Riim som „Stund“ og „Lund“ paa „Skypaulun“ ilke godt; men „Dunkelhed“’ paa „Plet“ er slsrt. Men idet jeg dadler daarlige Riim, misbilliger jeg dog endnu mere aabenbare Brud paa Sprogets Love for Rimets Skyld; som f. Ex. at Verbet sættes i Plural, naar Subjectet er Singular. See „Mit Theater“ Pag. 49: „De store Blade, som Naturens Bog oplade“, og Pag. 67: „Bange Fugleskare fare bort“.
„Idyllen“ er digtet i Aaret 1830. Da Digterinden altsaa har havt et Tidsrum af henved et Par Decennier til at rette og file paa dette sit lille Digt, og desuden al Anledning til at erholde kyndige Venners Vink og Veiledning, kan det ikke andet end være høist paafaldende, at det, i Forhold til sin Størrelse, laborerer af en ikke ubetydelig Mængde techniske Feil. Saaledes synes hendes Øre oftere at have følt sig trættet ved de idelige Hexametre, og søgt en Forandring ved et Pentameter nu og da, som dog ved Enden er slaaet om i et Hexameter, saa det hverken er Fugl eller Fisk. Til Exempler tjene Følgende.
„Rask svinged’ Præsten sig op, klappede modige Ganger.“
„Ofte af Fjeldstykker mødt, krumt sig slynger i Dalen,
Nu fløi fra Gaard og til Gaard over den videre Slette,
Endelig standsende ved Skrejas vældige Fjeldryg“ –
„Over det lave Huus, Præsternes Bolig i Osen“
Nogle Hexametre mangle en Fod, f. Ex.:
„Medens den gamle ærværdige Præst paa sit Kammer“
„„I Jesu Navn al vor Gjerning skal skee.““ „Da fremstilled’.“
Andre begynde med en Jambe istedetfor med en Spondæus eller Dactylus, t. Ex.:
„Af Bygdens rigeste Mand.“
„Vemodig hefted han Blikket paa Præstens alvorlige Aasyn.“
„Tilkjendegav dog endnu hendes hule og pibende Snorken.“
„Thi Vinden havde sig vendt.“
„Hvad Herren har sammenføiet“
„I Præstegaarden.“ –
¹„Af Osens mørkeblaae Vand“ o. s. v.
Ja, der gives endog Hexametre med 7 Pedes, saasom:
„Rosenstrøet er ei mit Liv, men kunde jeg haabe at flytte“
„Rækkende Hustruen Haanden, der mere ubeqvem var og fyldig.“
