at drikke Parrets Skaal. En gammel syg Præst faaer i koldt Regnveir Besøg af sin geistlige tilkommende Svigersøn: strax maa Datter og Elskerinde ind at lave dem et Glas Punsch som „Kulde og Hæshed forjager“, og bringer Hiin til at udbryde med et yndigt Smiil: „O! hvor et opmuntret Sind dog gavnligt paa Legemet virker – hvor har Din Ankomst mig ikke oplivet, min Søn! saa jeg føler neppe til Matheden meer“?! Man faaer imidlertid en Mistanke om, at ogsaa „den rygende Bolle“ har bidraget sin Deel til den svagelige Oldings Munterhed og Livlighed, medens han selv blot tilskriver sin Yndlings Nærværelse den oprømte Stemning. Biskoppen holder Visitats: efter trende Aars Forløb samles endelig Hyrden og Overhyrden til Kirkens og Embedets Tarv; men de ere saa lidet aandelige, ja saa aandløse, at de ikke kunne finde tilstrækkelig Underholdning i hinandens Selskab nogle Aftentimer, men maa tage sin Tilflugt til „Spilleborde“ og „Punschen“, for at dræbe den langsomme og kjedsommelige Tid. Er dette end socialt og cordialt: idealsk og idyllisk er det ialfald ikke. Da Scenen er i vort Fødeland, forekommer det mig underligt, at Personerne uden Nødvendighed tillægges tydske Navne. Heltindens Kjæreste hedder nemlig Friderik og hendes Fader Freiberg. Man seer dog vel helst Nordmænd som Præster i Norge.
Efter saaledes at have dvælet ved disse Digtes Indhold, maa jeg, maaskee med Fare for at trætte mangen Læsers Taalmodighed, til Slutning omtale og føre Anke over de mangfoldige Misligheder og Ufuldkommenheder i formel eller i technisk og stilistisk Henseende, af hvilke de lide. Følgende Exempler afgive formeentlig øiensynlige og haandgribelige Beviser.
I „Lægekunstens Genius“, V. 5 mangler et Led i den første Dactylus. J V. 7 deles Ordet: „Forkastet“ saa, at „for“ ender den første Linie og „kastet“ begynder den anden. Selv i riimfrie Vers er dog formeentlig denne Frihed forkastelig. En anden Sag er det med saadanne sammensatte Ord som „rosen-farvede og „Kundskabs-Træets“ i B. 1 og 2. I „Den første Taarepiil“ V. 8 er udeladt Enderimet, som formodentlig er her. I „Elina“ V. 26, „min Taares Flod“; bedre en Taareflod; een Taare kan nemlig neppe rinde strømmeviis.
Rimene ere ofte meget uheldige: Saaledes rimes i „Den første Taarepiil“ V. 14 og 16 „Green“ paa „hen“ og „igjen“; og i „Lunas Elsker“ V. 8 og 17 „Land“ paa „Plan“ og „Elskovsild“
