antog nemlig under Læsningen, at disse tvende rindende Vande, der iøvrigt ere af saa forskjellig Art, vare Billeder paa Qvinden og Manden i deres særegne charakteristiske Fremtræden. Den stille, rene, blomsterkrandsede, gavmilde, vederqvægende, i Ydmyghed tjenende Aa, omgivet af puslende og legende Smaaalfer, og med Himmelens Straalebillede i sit speilklare Skjød, minder ligesaa stærkt om den fromme, huusmoderlige, men fordringsfrie, af yndige Børn omringede Qvinde, som den fra Klippetoppene nedtordnende, dristige og mægtige, men vilde og heftige i Hovmod pralende Fos om den djærve og stolte, i overstrømmende Kraftfylde herskesyge Mand. Denne Forestilling er imidlertid feilagtig; thi en af Alferne slutter sin Replik og dermed hele Fabelen med disse Ord (i udhævet Tryk): „Den, der har meest, bør at gives“. Vi henvises da aabenbar, saavidt jeg skjønner, til den oftere af Frelseren anførte Sentents: Hver, som haver, ham skal gives, o. s. v- Navnlig beuptter Herren den som en Anvendelse og Forklaring af Parabelen om de betroede Pengesummer (Matth. 25, 29.) Hvorvidt den derimod kan være anvendelig her, er vel et Spørgsmaal. Alferne beslutte at plyndre Fossen til Fordeel for Aaen og smykke dennes grønne Bred med de himmelske Gaver; men hvorfor? Blot af Skræk for dens høirøstede Tale og af Had til dens storartede, stolte og kolde Natur og Væsen; men ingenlunde, fordi den som en ond og lad Tjener nedgraver sit Talent unyttigt i Jorden. Ladhed og Dorskhed ere netop Egenskaber, man allermindst har Grund til at bebreide Fossen, der i raskt og ubændigt Overmod vælter sine Bølger ned i Dybet, og sprøiter sit hvide Skum mod de af den i Aartusinder glatslebne Klippestene. Snarere kunne de dog tillægges den i døsig Ro gjennem prangende Blomstersletter langsomt henglidende Aa. Saa ganske uden Gavn og Nytte for Naturens Herre er Fossen jo heller ikke. I Sammenligning med Aaen har den udentvivl i visse Henseender et ikke ubetydeligt Fortrin. Flygter end de mindre og svagere Fiskearter fra dens hvirvlende Strømninger; den skjønne, kraftige Lax søger derimod længselsfuld hen til Fossefaldet, for at prøve Styrke med det i den herligste Kampleg, medens dette i en rivende Fart driver det zittrende Sagblad og kjæmpemæssige Møllehjul. Fossens Overfylde af Kraft og rastløse Virksomhed gjør den ialfald mere uskikket end nogen anden Ting i Verden til at stilles i Klasse med den dovne og unyttige Svend, der i Evangeliet dømmes til at overgive
