sin Medtjener det Pund, han var forlenet af den fælles Herre, og som han ikke vidste at gjøre noget Brug af til Fordeel og Glæde for sig selv og Andre.
„Lægekunstens Genius“. Besynderligt maa det forekomme os, at Menneskets Skytsaand (Irmiel) blev straffet af Jehova, fordi han af kjærlig Omhu vilde med Frugten af Livets Træ ile Adam til Hjælp, forebygge hans Nydelse af Kundskabstræets dødbringende Frugt og saaledes beskytte ham mod Forførelsen og Faldet, aldenstund han er angerløs for, at han ikke itide advarede Eva for Slangens Fristelse hvilken han nødvendig maatte være Vidne til, da han selv sad ved Foden af Livets Træ, der stod midt i Haven. Uvilkaarlig falder Tanken paa den lade og unyttige Tjener, der forsømte at aagre med sit Pund, og lod dem, han var sat til at vaage over, skjøtte sig selv, medens han under „Bladenes grønne, zittrende Dæmring“ fik sig af Kjedsomhed en liden Morgenblund. Skulde man slutte fra Menneskeslægtens Helbredsforfatning, er den gode Irmiel ogsaa som Lægekunstens Genius, trods Lægernes Aarvaagenhed, fremdeles af en temmelig søvnig Natur.
Ved „Ravnen og Duen“ har jeg kun den lille Bemærkning at gjøre, at man kan gjøre en Skjelm Uret. Det er vel ikke saa afgjort, at Ravnen viste Arkens Herre Svig og Falskhed ved troløst at ud- føre sit Kald. Der staaer skrevet (Gen. 8, 7), at den fløi ud frem og tilbage (til Arken), indtil Vandet var borttørret af Jorden. Det er lidet troligt, at den har overnattet paa de paa Syndflodens Bølger svømmende Aadsler; den søgte vist Ly om Aftenen i sit gamle trygge Rede i Arken, for atter om Morgenen at flyve bort. Først da Jorden var bleven tør nok for den, kom den ikke tilbage; hvilket da heller ikke Duen gjorde tredie Gang den blev udsendt og fandt en tør Jordbund og tilstrækkelig Føde for sig (8, 12.) Den havde altsaa i denne Henseende intet at rose sig af fremfor Ravnen, paa hvem Kirkens Herre formaner os at give Agt (Luc. 12, 24.) Hermed negtes dog ikke Ducns høie Værdighed som Symbolet for den Helligaand, den himmelske Freds og den aandelige Reenheds Sindbillede (Luc. 3, 22.)
I „Stedmodersblomstens Oprindelse“ oversættes dens franske Navn: Pensée med: „Tænk paa mig!“ Lidt dristigt, men tilgiveligt formedelst den smukke og sindrige Tanke, der ligger til Grund for den frie Oversættelse.
