No. 22, V. 1: Nordlys.
Hvem dandser i Salen, den mørkeblaae,
Saa let med de lyse Gevandter paa,
Med Striber forgyldte og violette?
Knap flygtige Fod de paa Gulvet sætte.
Vi see dem kun luftigt at flagre frem
Og atter at flygte til skjulte Hjem.
No. 42, B. 1: Viskelæder.
Mørk, tilbageholdende jeg er,
Men dog eftergivende tillige:
Det er meest for de Fortjenester
Man indlemmer mig i Modens Rige.
Endnu Et – hvis Du mig ei har gjættet:
Jeg har stundom Dine Feil udslettet.
Endelig ere ogsaa adskillige af en mere alvorlig Natur, saasom:
No. 3, V. 3: Støv.
Jeg ringe er og ubetydelig
Forjaget stedse, hvor jeg viser mig,
Men lidt paatrængende jeg kommer atter.
Dog vogt Dig for med mig at drive Spot!
Du kommer til at ligne mig ret godt,
Skjøndt nu vort Slægtskab Du maaskee ei fatter.
No. 12, V. 2: Eva.
Jeg mange Sønner har, men ingen Broder;
Ulykkelig jeg blev ved egen Daad.
Men, ak! tilgiver Døttre! Eders Moder –
Hun selv har ingen havt til Trøst og Raad.
No. 28, V. 2: Torne.
Jeg kan Dig saare i min Harm,
Naar Du herind vil kige;
Thi viid, der hviler i min Arm
En Skjønhed uden Lige.
Foragt man stedse for mig bar,
Og dog jeg engang prydet har
Den største Konges Pande.
Da „Bibelhistorien paa Vers“ allerede forhen (dette Tidsskrift 1ste Binds 3die Hefte for 1847) af en Anonym er bleven anmeldt – da jeg veed, det ikke stemmer overeens med den ærede Udgivers Principer at optage i sit Skrift tvende Anmeldelser af den samme Bog, og da endelig en grundig Bedømmelse af den kræver en større Plads, end Tidsskriftet rimeligviis kan afgive –; maa jeg forbigaa dette Skrift. Men da det paa det oven-
