Seer Du den Arme, som hist sig paa Straaleiet vaander?
Det er af Kulde og Hunger, hun Livet udaander.
Grædende klynge sig Børnene om hendes Leie;
Intet paa Jorden de eie.
Opløsningen er: Nød.
Eller No. 26, V. 4:
Nei, see kun Ridderne i Skranken fægte!
Hvor blinker ei i Solen Spyd og Skjold!
Vi Tapperhedens Ros dem ei kan negte;
Snart skal vi høre Seierens Herold.
Opløsningen er: Kamp.
Disse og lignende Vers kunne kun meget uegentlig kaldes Gaader; de ere ret nette Beskrivelser over Nød og Kamp osv., og intet andet. Naar et heelt Selskab en god Stund forgjæves har anstrængt sine Hjerner i den Indbildning, at Skildringen er billedlig og at Betydningen ligger dybere og fjernere og ikke lige for Næsen, som ethvert Barn maa kunne see, førend den saakaldte Gaades sidste Ord er udtalt, kan det fristes til at sige lidt slukøret med Mette i „Kjærlighed uden Strømper“: Naar Dig Nogen Karper byder, osv.
Men disse mindre heldige Gaader ere kun faa og som Pletter i Solen, og lade de øvrige fremstraale i en desto skjønnere Glands. Nogle sprudle af Vid og Lune, andre ere af den yndigste Art. For at man kan danne sig et Begreb om dem, anføres følgende som Exempler, der ere valgte saagodtsom i Flæng:
No. 2, V. 1: Kjærnehuus:
Et vel indrettet Huus jeg er,
Der midt i Kloden gjemmes;
Saa tætte er de Værelser
Til Træk der ei fornemmes.
Indbyggerne er ikkun smaa;
Fra Syden de nedstamme maa,
Hvis jeg seer ret paa Farven.
No. 6, V. 4: Typer.
Et Regiment, opstillet i Geleder,
Et haardt, mørkladent Folk, der sig bereder
Iblandt til Strid, men uden Spyd og Sværd!
Tidt manoeuvrerer det til Spøg og Latter,
Og tidt jeg saa en „Regimentets Datter“,
Der var vor Agtelse og Yndest værd.
