De øvrige Bud-Ord ere udførte i et lignende, dog mindre vel-
klingende Versemaal. I det andet Bud rimes „kalder“ paa „Taler“
og „»befaler“, hvilket nok er en vel stor licentia poetica. I ottende
Bud falder Tonen i Ordet: „usandt“ imod Talebrugen paa sidste Stavelse.
I en ny Udgave, som vilde være særdeles ønskelig om Oplaget
fra 1831 er udsolgt, kunde maaskee den Strophe: „Tael aldrig usandt“,
forandres til „Du tale ei Løgn“, saa at det hele deilige Vers kom
til at hedde:
Du tale ei Løgn, om man Vidnesbyrd af Dig begjærte!
Bagtal ei Din Næste, og aldrig hans Rygte Du sværte!
Nei, tildæk hans Synd, som Du bør,
Med christelig Kjærligheds Slør;
Og undskyld hans Feil, naar Du kan, med et broderligt Hjerte!
I den første Troens Artikel følger paa de vakre Stanzer:
„Fornuftens Lys Du skjænkede min Aand,
Og Hjertet dybe Længsler efter Dig;“
følgende Linier:
„Af Jord Du dannede med Faderhaand
Mig til Dit Billede forunderlig.“
At Gud Jehovah dannede Mennesket af en Jordklump, af en Haandfuld Støv, er den hellige Skrifts Lære; og ligeledes, at Han skabte det i sit Billede og efter sin Lignelse. Men en Klump Jord var dog vist en altfor „ubeqvem Materie“ til, deri at indtrykke eller afpræge et Billede af Gud, som er en Aand; denne Forestilling kan jeg umulig tilegne mig, denne Fremstilling klinger mig altfor forunderlig; den har heller ingen Hjemmel i Skriften. Livets Aande indblæstes i Støvet, og da blev Mennesket til en levende Sjæl, der just formedelst sin aandelige Natur og de himmelske Evner, der prydede den, var hævet over det Jordiske, havde en vis fjern Lighed med det guddommelige Væsen. Vigtigere vilde det derfor hedde omtrent saa:
Af Jord Du danned mig med Faderhaand,
Og i Dit Billede Du skabte mig.
At foreslaae en Forandring i den anden Troesartikel af de Linier:
„Jeg troer, at Han nedfoer til Helvede,
Sig seierrig at tee for Mørkets Magt;“
til følgende:
Jeg troer, at Han nedfoer til Helvede,
For Dødens Børn at frie fra Mørkets Magt,
