støttes, og, hvis den mangler, i en vis Grad erstattes ved den poetiske, velklingende Form, der selv for Barnets Øre har noget Behageligt, og for dets Hjerte noget Tiltrækkende. Og dette er visselig af saare megen Vigtighed. Enhver, som har benyttet den omhandlede lille Riimbog, vil have erfaret, at det samme Barn, der gisper af aandsdræbende Kjedsomhed over sin gamle forslidte Catechisme, vil læse og lære hiin med Lyst og som en Leeg. Og er først Interessen saaledes bleven vakt og Øiet aabent for Guldaaren, der gaaer igjennem Catechismens tilsyneladende haarde, nøgne og derved afskrækkende Malmbjerg, da er den Betingelse tilstede, som saa ofte af Læreren smertelig savnes, Betingelsen for en underholdende, frugtbar og velsignet Børnelærdom
Hvad der rimeligviis først maa være paafaldende for den, der gjennemblader det lille Skrift, er den Synderlighed at man ifølge Overskrifterne blot finder eet Sacramente, nemlig Alterens. Man kalde ikke dette en smaalig Bemærkning; thi det er ingenlunde uvigtigt, at Barnet bliver fra først af gjort opmærksomt paa, at det i sin Daab har modtaget et Sacramente, hvilket det ikke kan see af selve Ordene i fjerde Part. Jeg forstaaer ikke, hvad der kan have foranlediget Udeladelsen af denne Benævnelse i 4de Pacts Overskrift, da den er tilføiet 5te Parts. Enten burde det hedde IV. Daaben. V. Nadveren, eller rettere, efter Luthers Maade: IV. Daabens Sacramente. V. Alterens Sacramente. Saaledes som nu Overskrifterne lyde, ere de ikke alene paafaldende, men endog for et christent Øre stødende, da fornemmelig i vor Tid Daabens sande Væsen og Betydning tidt miskjendes og derfor ikke noksom kan og bør paa enhver Maade og ved enhver Leilighed fremhæves og indskjærpes.
„Vel begyndt er halv fuldendt“! formoder jeg, den kjære Forfatterinde har tænkt ved sig selv, da hun satte sig ned at tegne dette Blomsterblad for sine Børn (alene for dem var det nemlig bestemt, da en Ven, tilfældigviis, vi tør vel sige lykkeligviis, fik det at see, og overtalte den moderlige Tegnerske til at fremlægge det til Beskuelse og Benyttelse af Almeenheden); thi unegtelig er det første Bud i Henseende til Metrum og Velklang det heldigste. Jeg kan ikke negte mig den Glæde at gjengive det her. Det lyder saa:
Jeg, Herren Din Gud, er kun een: ei fremmede Guder Du dyrke!
Mig elske Du mere end Alt; Jeg være Dit Haab og Din Styrke!
Forlad Dig kun ganske paa Mig;
Din Tillid beskjæmmer ei Dig,
Om stundom Din Vei her i Livet indhylles i Mørke.
