har været ledet af den Tanke, Claus Frimann udtaler: „Hvad jeg kjender, derom kan jeg bedst synge“; og hvilken rig, selvstændig og kjernefuld poetisk Literatur skulde ei Danmark og Norge have eiet, dersom alle vore Digtere havde fulgt denne paalidelige Sætning.
Til Fremstillingen af de fædrelandske Billeder brugte Normændene hyppigt, ifølge den da herskende Smag, det saakaldte malende eller beskrivende Læredigts Form. Dette Digtslags, der optog Rækker af brogede og udpenslede Landskabsskilderier, hvis poetiske Virkning let maatte slaae Feil, har fundet mange Modstandere; men Normændene saae i denne Fremstillingsmaade en naturlig Ytringsform for deres Nationalfølelse, ikke blot fordi Klippelandects paa Afvexlinger rige Natur og med den Digternes Barndoms- og Ungdomserindringer saaledes kunde gjengives, men tillige fordi denne Digtning svarede til den adspredte Befolknings rolige, af ingen iøinefaldende Begivenheder betegnede Liv, der ogsaa i Virkeligheden underordnede sig til Staffage i det mægtigt virkende Naturbillede. Man maa kun erindre, hvad der dengang fordredes af den poetiske Skildring. Hin Tids Smag lagde overalt en fremmedartet Bestanddel mellem den poetiske Skuen og dens Afbilleder, mellem de frugtbare Stemninger og deres Fremstilling. Digtekunsten var indtil Vendepunktet i den nyere Tid i Almindelighed besværet dels af den idelig fremtrædende didaktiske Tendens, dels af de klassiske Elementers Strid med det romantiske Stof, der optog dem uden at kunne gjennemtrænges af dem, og uden engang i sin Charakter at kunne bestaae sammen med dem. Hin Periodes Dannede bemærkede neppe den indre Splittelse og Usandhed, som derved indkom i Poesien; de fordrede tvertimod hyppigt den stridige Blanding som en Egenskab, der skulde forhøie Digtets Værd og ligesom kronede Verket. Efter disse Hensyn maa man opfatte de norske Digteres Arbeider, naar man vil bedømme deres nationale Værd og Virkning. Alene Dette, at Emnerne bleve tagne lige ud af Naturens og Folkets Liv, har under saadanne Forholde en stor Betydning. Det viser for det første, at disse Sangeres Talent havde en oprindelig besjelende Virkeligheds Grund, hvis Syner frembød sig af den Dig- tendes eget Erindringsdyb, og dernæst røber den norske Digterskoles vedvarende Forkjerlighed for de nationale Stoffer en Bevidsthed om og en Tillid til saadanne Emners poetiske Kraft og Anvendelighed, der maa vække Interesse hos Enhver, der kjender de Veie, paa hvilke Samtidens danske Digtekunst allerhelst gik ud for at finde Næring og
