medens de bekæmpede den tydske Pathos, der forekom dem vildfremmed og poetisk ufrugtbar. Men denne Tydskhed havde i Danmark faaet en saa stor, i lang Tid forberedt, stedse voxende Magt og Myndighed, at det vistnok var gavnligt at give den en Modvegt. Og dertil kom, at de germaniske Digtere og Literatorer begyndte i den danske Literatur at se en skatskyldig Provinds, som de iøvrigt behandlede med Ringeagt. Den haanende Overlegenhed, hvormed Voltaire og andre vittige Franskmænd saae ned paa tydsk Kultur og Aandsvirksomhed, overførte Tydskerne igjen paa sine nordlige Naboer. Medens Ewalds rige Digteraand med Begeistring agtede paa det tydske Tonefald og lod det gjenklinge i den danske Sang, udbrød F. L. Stolberg, der nær ved havde betragtet den nye aandelige Bevægelse i Danmark:
Ward Wein und Geist zugleich versagt“.
Men denne tydske hovmodige Miskjendelse af det nordiske Aandslivs Eiendommeligheder der endnu kommer frem, naar en og anden literair Berichterstatter fortæller at den hele danske Literatur med Undtagelse af Holbergs Verker, er „Abklatsch“ af den Tydske, fik paa flere Veie sit største Indpas i den Periode, som her omhandles, og den var især Normændene utaalelig. De norske Digtere bleve dog ikke blot uberørte af den Klopstockske Poesi, men deres Frembringelser sluttede sig tillige naturligt til foregaaende Stadier i den danske Literaturudvikling. Denne Digtning optog det Fremskridt i Tanke- og Tonefylde, som var naaet af Tullin, der vedblev at være et kjert og ærværdigt Mønster for sine Landsmænd, men idet disse saavel i den malende, som i den egentlig lyriske Poesi fortsatte Tullins Begyndelser, dannede de, fornemmelig i Sangdigtet, en ægte national Frembringelse, der tydelig viser sig som en friere Udvikling af den ældre, gjennem et langt Tidsrum punktvis fremtrædende Lyrik, som i det Foregaaende er omtalt. Man kan holde de norske Forfatteres Stemningsdigte og Visepoesi mod hin Tids Oder og høitstigende Sange, og man vil da let finde, hvad der har Rod i Literaturen og ligger Folkecharakteren nærmest. Der er en Side ved Normændenes poetiske Virksomhed i denne Periode, som fortjener den største Opmærksomhed, skjønt den hidtil kun lidet er taget i Betragtning. De havde alle, paa Wessel nær, hvis Genius viser et andet Grundpræg, en Forkjerlighed for at behandle poetiske Emner af deres Fødelands Natur og Folkeliv. Det er som om Enhver af dem
