forvexlede Klassicitet med Franskhed, og overhoved søgte at udbrede den franske Aand i Literaturen og Dette kan inden visse Grændser gjerne indrømmes, uden at man derved berøver disse Digtere noget af den Fortjeneste der tilkommer dem. Der fandtes i den Tid ingen Mand af Smag og Dannelse, der ganske kunde løsrive sig fra hin mægtige og i alle Kulturretninger virkende Indflydelse, og efter de æsthetiske Grundbegreber, som dengang alle literaire Partier hyldede, var det ingen Urimelighed at tilkjende de franske Mønstre Klassicitet ved Siden af Oldtidens. Den værste Efterligning af fransk Poesi opkom vel, men tilintetgjordes ogsaa i Normændenes Kreds; iøvrigt kan man ei finde, at deres Digtning i nogen betydelig Grad røbede fransk Paavirkning. Det er derimod mærkeligt, at Den, der blandt alle Norske, ved Uddannelse, Aandsretning og Stil mest synes at helde til Fransk- heden, nemlig Fasting, bestemt har erklæret sig for den engelske Poesi, „som det største af alle Mønstre næst Roms og Athens“. Rahbek antager, at dette fornemmelig sigter til „den saakaldte Dronning Annas Periode“ (Pope, Addison, Thomson, o. fl.), hvori vistnok ogsaa den franske Smag gjorde sig gjeldende. Men ligesom det er bekjendt, at de norske Digtere overhoved, langt mere end de danske, søgte at danne sig efter engelske Forbilleder, saaledes var det ogsaa flere af de Sider ved Englands poetiske Literatur, hvori Nationalsmagen fornemmelig kommer frem, der mest afprægede sig i Normændenes Digtning; men denne engelske Indflydelse kan ei kaldes tilfældig; den er kun en Ytring af et Forhold, der til forskjellige Tider og i forskjellige Retninger forekommer i det norske Folks Kulturhistorie. I A. Boyes Indledning til Wessels samlede Digte siges der blandt Andet: „De norske Digtere vilde følge deres egen Genius, de vilde ikke være slaviske Efterlignere af noget enkelt Forbillede“, og Dette er i og for sig en meget stor Ros, men den har egentlig sin rette Betydning i Modsætningen til den Ewaldske Skoles blinde Vedhængen ved Mesteren og ved dennes tydske Mønster. Den danske Poesi var paa Veie til at fortabe sig i den Klopstockske Reforms „Ueberschwänglichkeit“. Mod dette Onde fremstillede de norske Forfattere en Digtning, der holdt Grunden besat. Ingen vil negte, at denne Poesi af og til var for lavt anlagt og gik undertiden formeget i det Brede; men naar man opfatter den i dens Hovedtræk, vil man finde den frisk, livfuld og gjennemtrængt af en vækkende Naturs Indtryk. Normændene støttede sig til en vis besindig Retning i den engelske Poesi, der tiltalte deres Nationalfornemmelse,
