Opvækkelser. Normændenes hjemlige Poesi er et tydeligt Modstykke til den Ewaldske Skoles abstrakte Retning, der er betegnet i Mesterens Bekjendelse, hvor han siger: „Tilbøieligheden for det Usædvanlige og det Store er gaaet saavidt hos mig, at det Sædvanlige og Daglige undertiden derved er blevet mig virkelig modbydeligt, og at jeg ikke sjelden har syntes mig selv som en Borger af en anden Verden“. Men Normændene vilde paa den nationale Bane ligesaa lidet som Samtidens andre Digtere glemme, at de dyrkede Poesien som studerede Mænd. Ialmindelighed kunde de heller ikke af deres Billedforraad udfinde Helhedens Aand for den Scene, de netop skulde udmale, og det var dem ei nok, at dens eget indre Liv udbredte sig over Delene og afsluttede dem. De prædikede Moral og Levevisdom i Fjeldørknerne og mellem de stride Fossefald; ved Bjelkehusene havde de Altere for Ceres og Pomona, og de toge ei i Betænkning at opsøge Nympher og Muser i Graneskovens Dunkelheder. Men af den almindelige Uklarhed i de nationale Emners Behandling, af den konventionelle Indklædning og Udziring, der stod i Strid med Fremstillingens naturlige Betingelser, og som vel især gjorde sig gjeldende i den saakaldte malende Poesi, har den norske Digtning i flere mærkelige Arbeider ganske kunnet frigjøre sig; og saaledes kan man sige, at den nationale Poesi, som denne Digterskole begyndte at dyrke og udvikle, ikke blot efter Samtidens Maade og Maalestok naaede en vis Fuldendelse, men tillige paa flere Punkter gik ud over den herskende Smags Fordringer. Mange af Nordahl Bruns Sange og fornemmelig en stor Del af Claus Frimanns lyriske Poesi har dette Præg af en national selvstændig Frembringelse, hvis hele Virkekraft er frisk som Folkets eget Liv. En ganske hertil svarende Opfatning og Gjenklang fandt dog ikke de norske Digteres fædrelandske Poesi i Fællesliteraturen; man maa derfor vel vogte sig for at bedømme et saadant Arbeides egen Betydning og Værd efter hvad man ved om, eller har kunnet mærke til dets Virkning. Thi, foruden den da herskende Tidsaands Mangel paa dybere Sands for det Nationale, kommer endnu den Omstændighed i Betragtning, at de norske Skildringers Forbilleder i Naturen og Folkelivet vare altfor ubekjendte for det Forum, hvor Fremstillingen fornemmelig skulde opfattes og bedømmes. De danske Recensenter og Skjønaander vare i Forlegenhed med disse Poesier, hvis Billedskrift og Toner de trods Sprogets Fællesskab tidt havde vanskeligt ved at tyde. Derfor finder man den anprisende Paavisning
