Protokol over slige Fostre af muntert Lune“ osv. – Men det norske Selskab har betragtet baade sin Versprotokol og sin Punschebolle som Literaturen uvedkommende. Denne „Selskabets poetiske Stambog“, som Rahbek kalder den, hvori man henkastede Løst og Fast med den fulde Bevidsthed om det Nedskrevnes Ubetydelighed, men hvori man tillige opbevarede mange af Medlemmernes smukkeste Smaadigte uden at tænke paa deres Offentliggjørelse; denne Bog, der kun læstes ved det Bord, hvor den fik sit Indhold, og kun existerede i et eneste Exemplar, er netop et Vidnesbyrd om dette literaire Samfunds Skjønsomhed i at drage Grændsen mellem Selskabslivets og Offentlighedens Fordringer. I det danske Literaturselskab tog man Tingen paa en anden Maade. Man forfattede Nok af Oder, Viser, Epigrammer, eller, som de der kaldtes, „Sinddigte“, og Ingen maa troe, at alle disse Vers vare af første eller anden Kvalitet; men de havde det store Publikum i Sigte og for den Sags Skyld indrettede man et kritisk Maskineri, hvorfra de gik over i Samlinger og Tidsskrifter, hvor deres Adkomster til at træde frem for Almenheden endnu kan prøves. Det norske Selskab kom i Folkemunde for sit Vid, Rygtet førte dets Indfald og Smaavers vidt omkring, og deraf har det haft ligesaa megen Fortred som Ære. Derfor maa det ogsaa nu bære den ugrundede Dadel af Molbech, at man der „ikke altid ret forstod at skjelne mellem det, der morede Selskabet i dets afsluttede fortrolige Kreds, og det, som i Længden kunde more et heelt Publikum, hvis Smag allerede begyndte at danne sig“.
Man maa erindre, at det norske literaire Selskab gjennem sin hele Tilværelse bevarede den oprindelige Klubform uden at tilføie nogen Lovgivning eller Forretningsorden. Men denne frie Virken, som i Forbindelse med den Aand og det literaire Udbytte, der fremgik af Medlemmernes Enighed i det Væsentlige, var noget Nyt og Særeget i Samtiden, har ogsaa for en flygtig Betragtning det Skin af Overfladiskhed og Letsind, som man har tillagt Selskabet, skjønt en rolig og fordomsfri Prøvelse af de virkelige Forholde maa lede til en anden Opfatning. Man kan nu holde det norske Selskabs friske Samliv, saaledes som det især af Rahbeks Fremstilling er bekjendt, mod Literaturselskabets smaalige og besværlige Bestemmelser, hvoraf intet varigt Samfunds- eller Literaturbillede har kunnet danne sig, og man vil udentvivl finde, at det norske Selskab har vist et sundere Aandsliv, og just truffet det Rette ved at fjerne saadanne halv akademiske Anstalter
