bedre Hoveder“ gjorde begge Dele. Finder man denne Retning beklagelig, og mener, at den har stiftet Skade, da tør man dog ei gjøre en enkelt Kreds ansvarlig for den almindelige Leveskik; men naar man i vor Tid, medens det Samme foregaaer, blot under andre Forholde og Former, ser med Overlegenhed ned paa saadanne Koteriers selvgode Væsen og indbildte Betydelighed, vil man i denne Henseende neppe have Grund til især at udpege det norske Selskab. Der fandtes vistnok i hine Dages kjøbenhavnske Klubliv en eller anden Anvendelse for Montesquieus bekjendte Ironi, hvor han i Lettres Persanes siger om et parisisk Kaffehus: il y en a une ou l’on apprête le caffé de telle maniére, qu’il donne l’esprit á ceux qvi en prennent; men det Slags Affektation og Selvskuffelse, som derved antydes, er ganske uforenelig med Alt hvad man ved om det norske Selskabs Sammensætning og Samlivstone. Det er derfor en ubeføiet Notice, Molbech meddeler i sin Anthologi 1 B. S. 280, hvor der siges, at man i Normændenes Kreds „efterhaanden forfaldt til den behagelige Indbildning, at et Epigram eller Couplet, ofte usaltet og ubetydeligt nok, en Vise eller et Vers paa opgivne Enderim kunde forskaffe eller vedligeholde Digternavn“. Denne Bemærkning vilde have en vis Sandhed, dersom den sigtede til Perioden i Almindelighed og ei til det norske Selskab, thi man var dengang meget tilbøielig til at betragte Poesien overhoved som Dilletantisme. Dannede Mennesker, der uden at have noget indre Kald, tog Verskunsten som en behagelig Fritimesyssel, hvortil der hørte visse Forskrifter og nogen Øvelse, kunde vistnok komme for Orde som Digtere. Men der maa spørges, med hvad Ret denne almindelige Bemærkning fremstilles som en det norske Selskab specielt vedkommende Kjendsgjerning. Der er sandelig Intet i dette Samfunds Virkemaade eller Historie, der berettiger til en saadan Angivelse. Smaapoeterne og de Svage i Aanden havde der liden Anledning til at nære store Indbildninger og man opfostrede ingen saadanne Alumner som Literaturselskabets Thosstrup, L. Smith og Woldike, for hvem poetiske Høisæder vare udpegede. Men paa det citerede Sted af Anthologien staaer det norske Selskab Skoleret, thi med dette Udtryk kan man passende betegne det Slags Revselser, som her anvendes. „Punschebollen spillede en altfor vigtig og hyppig Rolle i dette literaire Selskab, Vittighed, pudserlige Indfald og letsindig eller dog altfor let Spøg blev den herskende Ingredients i dets Aand og Tone“ osv. – „Man troede at gjøre noget nyttigt og behageligt ved at føre en
