som det nu vel var for Smagen i det Hele, at de bedre Hoveder havde taget den Retning, saa elskværdigt og originalt var dog forresten dette Samfund osv.“ Rahbek har i Fortalen til 3die Oplag af Wessels Skrifter 1817, og i Hesperus III B. S. 427 gjort Indvendinger mod denne Oehlenschlægers Fremstilling; Molbech derimod, som henviser til Rahbeks Ord paa det sidst anførte Sted og mener, at hin Charakteristik ei kan tages bogstavelig, finder den dog „i det Hele historisk rigtig“. Men denne Kjendelse er ganske uefterrettelig. Sagen er, at de Træk, Oehlenschlæger angiver, tilhøre hin Tids kjøbenhavnske, halvliteraire Klubliv i Almindelighed, og kan ei fortrinsvis tillægges Normændenes Kreds, uden for saavidt som der hos dem har været mere Aand i Forlystelsen end andensteds. Man ved, at det især var Brødrene Vibe og B. Prahl, der i det norske Selskab drev den epigramatiske Leg, men man ved tillige, at der fra dette Samfund udgik literaire Bestræbelser og Arbeider, der havde det ønskeligste Alvor, og som efter hin Tids Leilighed meget vel svarede til den „store Natur“, der omgav disse Selskabsbrodres Hjem. Man vil erindre, at det danske Literaturselskab, hvis Fag det netop var at vedligeholde og udbrede „Kjerligheden til det Høie“, dannede og samlede sig i Drejers Klub; det er da i denne Sammenhæng interessant at erfare, af hvad Art Selskabstonen har været i den Kreds, og derom giver et Citat af Drejer, indført i Rahbeks Tale i den nye Forening den 26de Novbr. 1825, tilstrækkelig Oplysning: „Muntert“, hedder det, „henspøgtes Aftenerne, de faa Brødre kjendte hverandre saa nøie, at intet Ord havde nødigt at veies; man legede som Børn, man opfandt Gaader, man certerede i rimede og urimede Impromtuer, man gjettede, man gjorde Viser, man spillede Comedier“ osv.; herhen hører Edvard Storms Gildeskraa for de Tolv i Dreiers Klub, der tilstrækkeligt viser, hvorledes man ogsaa der kunde slaae Gjekken løs. Der er iøvrigt opbevaret flere Smaatræk til Vidne om, at man i denne Kreds, som af Tode endog kaldes „det danske Parnas“, vedligeholdt en belletristisk Selskabelighed, der efter det Synspunkt, hvorfra man har villet betragte de Norskes Samfund, maa have været endog meget „skadeligt for Smagen“, hvis det ellers er sandt hvad Drejer siger om sin Klub, at „den gav Tonen an til andre Selskabers Oprettelse“. Men det var dengang i Kjøbenhavn Kaffehusenes og Klubvæsenets gyldne Periode. Samværet paa offentlige Steder og i de sluttede Selskaber begyndte at blive animeret. Alverden politiserede der eller talte om de skjønne Kunster og „de
