nærmeste Fortrolige, da er der vel alene heri en Grund til at vise Maadehold i Betegningen af Modpartiets Smagsbegreber. Disse kan dog i og for sig, under enhver rimelig og her anvendelig Sammenligning, staae sin Prøve. Foruden Wessel kan man i denne Henseende exempelvis nævne Fasting og P. H. Frimann, der begge havde en vid literair Synskreds og en omhyggelig æsthetisk Dannelse; Fasting røber i sine Recensioner i sin Oversættelse af Wielands Musarion og senere især i sine Provincialblade, en sjelden Aandskultur, og om Frimann siger Molbech (Anthologi 1 B. S. 172), at han „allerede i sit første offentlig bekjendtgjorte Arbeide lagde en mærkværdig Modenhed i Smag og Sprogdannelse for Dagen“. Men denne Dom bliver ei mindre anvendelig her, fordi der paa det citerede Sted tilføies den ørkesløse og nøgne Paastand‚ at Frimann, „der skyldte Naturen og egen Dannelse sine Digtergaver, overhovedet blev temmelig uafhængig af det norske Selskabs Aand og æsthetiske Meninger“; thi hvad der vel især og tilsidst maa komme i Betragtning som Smagsforskjel mellem dette Selskab og det Ewaldske Parti, er netop det Moment, Molbech berører hvor der siges: „Af Klopstocks, og overhovedet af nyere tydsk Poesies Indflydelse, findes intet Spor hos Frimann“. Dersom det nu med tilstrækkelig Grund kunde paavises, som et almindeligt Træk hos Mændene af det norske Selskab at de ei kunde se og erkjende den begavede Digteraand i Ewalds Arbeider alene, fordi disse havde Præg af en anden Skole, da var deri et Forsvar for hin Sætning m det norske Parties bornerede Smag og Idekreds; men der findes ingen literairhistoriske Midler til Begrundelsen af en saadan Dom, og Sagen maa, som man har seet, opfattes fra et ganske andet Synspunkt.
Det er i det Hele høist paafaldende at se, til hvilken Grad endog velsindede Forfattere undertiden have kunnet miskjende disse forenede Normænds Fællesaand og Virken. Man maa troe, at selv det Ry, der gik af deres selskabelige Kreds, og som paa Omgivelserne maa have gjort et vist blendende Indtryk, har siden gjennem Traditionen bidraget til denne Miskjendelse. I Et Fragment „om Ewalds Liv og Værker“ (Athene 1813) siger Oehlenschlæger blandt Andet: „Der opstod det forunderlige Særsyn, at et Samfund af Normænd, hvem man skulde troet den store Natur paa Dovre- og Filefjeldet havde givet Kjerlighed til det Høie, overlode sig ganske til selskabelig epigramatisk Forlystelse i Dalen og raabte med Franskmanden: Vive la bagatelle! Saa skadeligt
