fra sine Sammenkomster. I denne Kreds sad der mange sindige Mænd, hvis Bestræbelser og Idrætter synes uforenlige med Skjemt og Overgivenhed; men naar vi opfatte det norske Selskabs Samfundsliv, dets literaire Tendens og dets roligt stemte Digtning i et samlet Billede, da finde vi deri et Udtryk, der minder om det altid færdige Smil i Holbergs Alvor, hvori man forlængst har seet et eiendommeligt Træk af den nordiske Folkecharakter. Fra alle Sider er det erkjendt, at de norske Selskabsbrødres Skjemt kom til rette Tid og virkede paa de rette Punkter. De udsendte Bagatellen, den selvbevidste, lattermilde Bagatelle, som en letfodet Slyngekaster mod den drøie Bombast, der stod udfordrende i den modsatte Leir, og Alle vide, at der er gaaet Ry af Rammet; men dermed er det norske Selskabs Indflydelse og literaire Betydning langtfra tilstrækkelig betegnet. Om man endog blot tager Hensyn til dets Samfundsliv og Maaden, hvorpaa dette greb ind i Literaturen, vil man se, at Selskabet ogsaa i et andet Oppositionsforhold har haft sin Fortjeneste. Molbech siger (Anthol. I. 282), at det „hørte til Tonen i dette Samfund, at være i Opposition mod Selskabet for de skjønne Videnskaber“, og end videre tilstaaer han paa samme Sted: „at endog den blotte Modsætning, som det norske Selskab, mere vel af Tone end af nogen egentlig høiere eller finere Smag, dannede mod det mere fornemme og priviligerede Selskab for de skjønne Videnskaber, ikke har været uden gavnlig Virkning“. Men en saadan Opposition af „Tone“ kunde man gjerne slaae en Streg over, og dens gavnlige Virkning vilde i ethvert Tilfælde være tvivlsom. Modsætningen er derimod her nødvendig og indgribende, og det uagtet Normændene ei toge i Betænkning at skrive for hint privilegerede Tribunals Prisopgaver. Det norske Selskab hævdede, ligeoverfor Selskabet f. d. sk. V., Poesiens Frihed og Selvstændighed. Det var væsentlig et Samfund af poetisk begavede Mænd, der som aandelige Nærpaarørende behandlede og fremmede et Fælledsanliggende. Derfor udøvede de den gjensidige Kritik alene ved den mundtlige Meddelelses vækkende Indtryk, og i den uafbrudte Forstaaelse af det Grundforhold, der forenede dem. Naar man i denne Kreds opponerede mod de bestaltede Smagsdommere, der uden indre Kald og uden sand poetisk Interesse vilde ved en tør Kritiks Forskrifter lede Poesiens Udvikling og endog bestemme det enkelte Digts Stof og Anlæg, da er det vel klart, at Modsætningen har haft en dybere Grund, end den, Molbech angiver. Det norske Selskab behøvede i sin Opposition mod
