slaaes der med eet Smæk to Fluer, men da har man ogsaa den tredie; man har Bagtalelsen, der „vover sig frem for Dagens Lys“.
Det norske Selskabs Opposition mod den Ewaldske Poesi har en fuldkommen aaben og let beskuelig Charakter, og det reelle Modsætningsforhold, som her indtræder, er altfor tydeligt til at man skulde behøve at udlede Striden af lave og personlige Bevæggrunde; men ligesom det norske Selskab i sin egentlige polemiske Stilling staaer lige over for det danske Literaturselskab, saaledes var det ogsaa Ewalds hele poetiske Retning og Skole, og ei hans Digterbetydning i og for sig, som man i Selskabet fandt betænkelig. De tvende Wesselske Skjemtedigte, der i Boyes Udgave læses S. 245 og 247, ere gode Bidrag til Betegningen af denne Oppositions almindelige Side, hvis Gyldighed og Betimelighed under hin Periodes literaire Tilstande og Bevægelser man ei kan drage i Tvivl. Der er kun faa Spor af at Dadlen eller Satiren specielt har været rettet mod Ewald, og efter de Oplysninger og Vink, hvortil man i denne Sag maa holde sig, er man paa ingen Maade berettiget til at antage, at det har været Tone i Selskabet at angribe denne „danske Digter“. Rahbek (D. Digtek. VI. 290) og efter ham Boye, i Indledningen til Wessels Digte, udhæve udtrykkelig Jochum Vibe og Søren Monrad som dem, der især gjorde Sarcasmer mod Alt, hvad de i Ewalds Arbeider fandt at paaanke“, og ved mange Leiligheder erindrer Rahbek om, at det mere var eftergjort Spøg og Satire under det norske Selskabs Navn, end dets egne Udladelser, som dannede den omløbende Opposition mod Ewald. I den Strid, der førtes om Bruns Zarine, finder man den første Yttring af det norske Parties Tanker om Ewalds poetiske Foredrag, og denne kan i det mindste ei kaldes hadefuld. Meyer roser Brun for den Middelvei, han havde fundet mellem Plathed og uforstaaeligt Seraphsprog, og dette Udtryk er endog kun et Citat, thi det var tidligere brugt i de bekjendte Berliner Literaturbriefe, som en Betegning for den Klopstockske Stil. Imidlertid angiver dette Sted i Korthed det norske Selskabs almindelige Synspunkt i Smagsmaterien, og medens det ifølge Sammenhængen bestemt sigter til Ewald, udtaler det tillige Normændenes Hovedanke imod hans Poesi. Mellem de faa af dette Slags Udfald, som man med Sikkerhed kan tillægge nogen Norsk, er ogsaa det Sted af Wessels Fortælling den „Druknede“, hvor der spøges med et Udtryk, som findes i et af Fiskernes Sangdigte, men dette Punkt er i enhver Henseende ubetydeligt. Allerhef-
