Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur III.djvu/278

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
274
J. S. Welhaven. Om Betydningen af det norske

delige Slags“. Molbech har kjendt denne Anmeldelse; thi han citerer den ved en anden Leilighed (Ewalds L. S. 166) uden at nævne dens Forfatter der dog har sat sit Mærke under Artiklen. Paa det anførte Sted er der kun Tale om Hartmann; og det hedder, at der i No. 11 af ny kritisk Tilskuer var tillagt ham en overdreven og, som det næsten lader, ironisk Ros. „Som det næsten lader ironisk“. Det er omtrent den samme fine Vending, der forekommer i Abrahamsons Rec. af Ewalds Skrifter i Lit. Journalen, hvor der siges om det nylig nævnte Digt „Da jeg var syg“: „Det fik en Besvarelse, Parodi, eller hvad man skal kalde det, som Ingen ret kunde blive klog af“. Men deslige grundfalske og vrangvillige Angivelser kan blive staaende i deres egen Nøgenhed, saaledes som de ved sig selv tilstrækkelig betegne Methoden.

Hvor findes da, kunde man spørge, de literairhistoriske Beviser for disse ideligt gjentagne Udsagn om Normændenes Avindsfærd mod den danske Digter? Svaret er kort og udtømmende: De findes ingensteds. Den hele Anklage kan uden Vanskelighed føres tilbage til sine rette Kilder, til den Sladder, der gik mellem de literaire Koterier, og som hin Tids langørede Anekdotjagt saa meget befordrede, til enkelte Partimænds Fanatisme, og endelig til den under saadanne Omstændigheder fremkomne Misforstaaelse af Stridens Væsen og Mening. Men naar man nu læser i mangehaande Bøger, at det norske Selskab forfulgte Ewald med sit Had og ringeagtede hans overlegne Geni, da skal man vide, at dette er en literairhistorisk Bagtalelse; thi saaledes har den løse Snak, Mundsveiret om Ord, der selv forlængst ere henveirede, fundet Fæste i Literaturen. Og vil man end ydermere betragte denne Bagtalelses Art og Beskaffenhed, da kan man atter tage en Prøve af „Ewalds L. (S. 206)“, hvor der siges „Jo mere Ewald blev Nationens Digter, jo sløvere bleve de Vaaben, som Modpartiet (det norske Selskab) ene var i Stand til at bruge: vittige eller uvittige Indfald, Spot og Persiflage, der ikke engang havde Salt og Kraft nok til at vove sig frem for Dagens Lys“. Man erfarer altsaa, at det Stof, det corpus delicti, hvorom der handles, i Grunden er borte; det kan ei bringes tilveie og holdes mod Anklagen, for at man kan se om og hvorvidt den er beføiet, men dette skal da blot vise, at hine ubekjendte „vittige eller uvittige“ Forsmædelser samtlige have været uden Salt og Kraft, thi ellers vilde man kjende dem. Paa denne Maade