lige Avindsmænd og Forfølgere sluttede sig til det høitidelige Sørgetog, der var kommet sammen for at vise ham den sidste Ære; men det norske Selskab har ved denne Grav frimodigt kunnet yde Geniet og Fortjenesten sin Tribut, og med det samme Sind har det faa Aar efter jordet Wessel ved Ewalds Side.
Naar man slipper denne Materie for at se hvorledes Molbech i Forbindelse med saadanne Udfald klarer den egentlig literairhistoriske Undersøgelse, vil man finde den samme løse og uforsvarlige Fremgangsmaade. Paa det nylig citerede Sted S. 162, hedder det: „I den kritiske Tilskuer, hvis første Aargang udkom 1775, og hvori bl. a. Fasting var æsthetisk Recensent, blev Balder ikke med en Linie omtalt. Heri sporer man allerede den Partiskhed og Animositet imod den danske Digter, der hos det norske Parti, hvis Centrum var det saa kaldte norske Selskab, steg i samme Forhold, som Ewald vandt Navnkundighed, Bifald og Kjerlighed hos det større Publikum “. Dersom ikke dette Raisonnement indeholdt Punkter, der i et vist Sammenhæng blive mærkelige, kunde man roligt lade det staae for sin egen Regning; thi Enhver ser, at den Slutning, som her gjøres, hviler paa en aldeles utilstrækkelig Sats. Det maa dog være paafaldende, at netop Fasting, der blandt Andre var Rec. i krit. Tilsk., kommer til at bære Ansvaret for den Synd, at Balder ei blev anmeldt; thi selv Molbech erkjender (Ewalds Levnet S. 123), at denne Normand ved sit Modstykke til Ewalds „Da jeg var syg“, (1771) „viste sig som en tidlig Erkjender og Beundrer af Ewalds Digterværd“; formodentlig skal man da antage, at det er den danske Digters stigende Navnkundighed osv., der imidlertid har bragt Fasting paa andre Tanker, og denne Mistanke kan være slem at kaste paa en Forf., som Rahbek ligefrem kalder „den retvise“. Det er da et Held, at Molbechs hele Fremstilling bliver til Intet, naar det erindres, at ogsaa Abrahamson var Recensent i denne samme Tilskuer for 1775, hvor Balder ei med en Linie blev omtalt. Men der er endnu en Oplysning at tilføie: Man maa nemlig vide, at Fasting var en Beundrer af Ewalds Balder, og at han offentlig har udtalt det. I ny kritisk Tilskuer 1778 No. 11 siger han i Anmeldelsen af en fransk Operette, der var oversat af Bredal: „Maatte vi engang faae en lykkelig Musik, som Rygtet lover os fra vor berømte Hr. Hartmann, til den udødelige Balder, da kan Danmark rose sig af at fremvise en Opera, som henrykker ligesaa meget som tre Armider, ti Desertører og mere end hundrede af det almin-
