sig indenfor een Stads Volde“, med de sædvanlige Tilsætninger og Forbedringer er kommet Ewalds Tilhængere før Øre. Men herved maa man ogsaa i denne Sag blive staaende. Mærkeligt er det dog, at der mellem de mangfoldige satiriske og skjemtende Smaating i Vers og Prosa, der tildels ved Traditionen ere opbevarede som Erindringer fra det norske Selskab, ei findes et eneste Udfald mod Ewald, der paa nogen Maade kan kaldes nærgaaende. Man har da her den bedste Anledning til at minde om det Vidnesbyrd, Rahbek giver det norske Selskab (Dansk Digtek. 6 D. 294) „Det fandt“ siger han, „i saa høi en Grad Sted, at man saavel i som udenfor Selskabet vilde forstaae Spøg og taale Spøg“, og derhos tilføier han: „I Almindelighed vare Indfaldene langt mere Spøg end Spot, og selv, naar der spottedes, var det ikke paa Charakterens eller den borgerlige Æres Bekostning“.
Det er saaledes intet ubilligt Forlangende at fordre hine af Abrahamson fremsatte Hentydninger mortisicerede. Og hertil behøver man ei engang nogen særegen Undersøgelse. Den mærkelige Personligheds Synder og Svagheder kan en Biograph søge at omgive med Herligheden af hans Fortjenester, men Kjerlighedskaaben, der kastes over det Skrøbelige, duer ei til Krigsklædning ved Angreb paa dem, der nærved have seet de blottede Steder. Imidlertid kan man i Abrahamsons Stilling under Partistriden og i hans personlige Forhold til Ewald finde Hensyn, der nogenledes forklare hans heftige Fremfærd kort efter Mesterens Død, og medens den Kreds opløstes, hvortil han havde sat saa store Forhaabninger. Men hvorledes skal man forklare det Særsyn at en Literaturhistoriker har kunnet et halvt Aarhundrede efter Ewalds Død og i Besiddelse af alle væsentlige Oplysninger om disse Tilstande, gjentage Partimandens lidenskabelige Sigtelser, og bruge dem som fuldgyldige Vidnesbyrd? Molbech har (Ewalds Levnet S. 162, 63) føiet denne paafaldende Uretfærdighed til sine mangfoldige leilighedsvis anbragte Antydninger om det norske Selskabs blinde Had mod Ewald og avindsyge Blik paa den store Digters Anseelse; og dog har han tillige S. 216 anført, at dette Selskab sendte en Deputation til Ewalds Jordefærd. Men naar man forestiller sig dette ene Faktum, vil man ogsaa finde, at det er tilstrækkeligt til at tage al Kraft fra hine grove Paastande; thi endnu har Ingen sværtet det norske Selskab med Beskyldningen for Falskhed og Hykleri, og man kjender heller intet til det Forbauselsens Udbrud, der dog maatte have vist sig i Samtiden ved den Skandale, at en Bande af den Hedenfarnes vitter-
