tigst og hyppigst har man bebreidet det norske Selskab, at det misdømte og spottede Ewalds Balder. Rahbek siger herom (Hertha, Decbr. 1827 S. 401) „Dette Verk blev for enkelte Ufuldkommenheders Skyld af den ene Side, det norske Selskab og især dets Eftersnakkere, ligesaa ubilligt og eensidigt forkastet, som det af den anden, tildels endog for de selvsamme Ufuldkommenheders Skyld, blev iblinde ophøiet og forgudet“. Som et Vidnesbyrd om Normændenes Uvillie imod dette heroiske Drama pleier man anføre, at det i deres Kreds fik Øgenavnet „Balduren“, men man faaer ingensteds Oplysning om, hvad dermed især skulde være betegnet, og i det Hele kan man om det norske Selskabs Dom om Balder kun have en meget dunkel og usikker Forestilling. Det kan antages, at saavel det nordisk mythologiske, her noget uklare og taagede Stof, som Dramaets overveiende lyriske Charakter og særegne Form har fundet Mishag i det norske Selskab, hvor dog ialfald Fasting har taget Balders Parti; men det maa være paafaldende for Enhver, der kjender dette Skuespils Historie, ogsaa her at se Normændene udpegede som vrangvillige Dadlere; thi det er meget langt fra at Stykket, inden det omsider kom paa Scenen, fandt almindeligt Bifald. I Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme var det egentlig kun Carstens, der som Molbech udtrykker sig, „var istand til at se Skjønhederne i Balders Død“ og endnu 1780 ytrede Prof. Carl Cramer, der dog maa kaldes en Tilhænger af Ewald, i Fortalen til sin Oversættelse af Fiskerne, at Personerne i Balders Død vare for ubestemte Idealer, Charaktererne mere Skyggerids end Skildringer efter Naturen, Intrigen, den Kjerlighed der bevægede det Hele, for lidet motiveret o. s. v. Af det norske Selskabs ugunstige Domme over dette Drama kjender man egentlig kun den, der er udtalt af Philologen Søren Monrad, og som blot angaaer den rimfrie Versform; men denne Dadel er da siden desto oftere bleven sat paa Selskabets Synderegister. Monrad berører i sin Satire „Damynt“ (Norske Selskabs poetiske Saml. 3die Stykke) kun i Forbigaaende Ewald og hans Balder. Forresten indeholder det satiriske Digt en Advarsel mod den aandløse Syssel med Poesi og et Forsvar for Rimet, hvori der findes flere træffende, klart udtrykte Tanker. I denne Sammenhæng berører Forf. den teutoniske Muses Optræden i Danmark og siger ironisk til sin „Landsmand“:
at ingen Bardesang meer over Elben gaaer!
