Mærker, og da de poetiske Forestillinger saavelsom det hele Digtersprog henviste til denne Fælledsgrund for al Dannelse, var den pludselige Overgang til den vildfremmede nordiske Mythologi intet mindre end et Fremskridt. I Poesien viste sig her den samme Forvanskning som foregaaer i anden Kunst ved den uorganiske Stilblanding, der med Rette kaldes barbarisk. Men denne umodne Reform var dobbelt ubetimelig paa hin Tid, da den klassiske Oldtids Væsen, ved Winkelmanns, Lessings og tildels Wielands Arbeider begyndte at finde en ny og sandere Opfatning, hvis Betydning for Poesien maatte være umiskjendelig. Hvorlidet man nu endog i Ewalds Samtid forstod at træffe det afgjørende Punkt i Spørgsmaalet om Dyrkelsen skulde gjelde Apol eller Brage, fandt dog de fleste af dem, der om den Sag havde nogen Stemme, et eller andet Anstød ved Reformen. Saaledes vare de norske Digtere ingenlunde alene i Oppositionen. Enkelte blandt dem havde endog i fædrelandske Naturskildringer indblandet nordisk-mythologiske Træk. Men den Ewaldske Poesis Fremstillingsmaade af det oldnordiske Stof synes fremfor Alt at have været dem imod. Udentvivl var den vedtagne og dengang med europæisk Anseelse fremtrædende fransk-heroiske Stil for Optrin af Heltelivet i Almindelighed, en Form, hvormed de lettere kunde blive fortolige end med den Klopstockske Deklamation, der høilig uberettiget, meldte sig som det sande Udtryk for Nordens Kæmpeold, hvis Gjenskin de norske Digtere idetmindste havde skimtet i deres Hjem.
Men saaledes komme vi tilbage til Betragtningen af det Evaldske Digtersprog, der altid bliver et Hovedpunkt i den her omhandlede literaire Tvist. Denne Form, der hos Mesteren havde et svulmende Indre, blev i hans Skole en fordringsfuld og dog tom Skrivemaade, som Modpartiet hverken vilde bruge eller anerkjende. Den høitstemte Stil, der efter Klopstock blev optaget af Ewald, fandt hos denne en subjektiv Grund. Det fremherskende pathologiske Præg hos den tydske Digter, indvirkede stærkt paa Ewald, hvis lidenskabelige Natur og vedvarende Smertestilstande udtalte sig i dette brusende Foredrag hvor:
„Tankerne trættes og rave og svimle
og slumre og synke i Himlenes Himle
og drømme om Gud!“
Men gjennem hans Efterligneres Aandløshed blev denne Lyrik en af vor poetiske Literaturs Udskeielser. Af Ewaldske Kraftord og Vendinger dannede sig i hans Skole en staaende Phraseologi, der endog strax
