den er gefunden zu haben glaubt“; men dette Fund blev til Intet, uden at dog den nytydske Bardesang derfor standsede. Sit væsentligste Indhold maatte dette Digtslags laane af vor Oldtids Myther og Sagadigte, der især efter at Gerstenberg havde udgivet „Gedichte eines Skalden“; med stor Frihed og Freidighed bleve tagne til Indtægt for Germanien, hvorfra de kom tilbage som Bardesange til det lyttende Norden. Det er i den Henseende meget underholdende at læse Forerindringen til Denis’s „Lieder Sineds des Barden“, hvor Bardevæsenets grundfattige Historie med Et bliver overvættes rig ved at overtage vor Sagas Midler. Der er siden ingen Forskjel paa Skalde, Barder og Druider. „Auch die Erziehung der Jugend wurde ihnen anvertraut. So war Gudrød, Haralds des schønhaarigten Sohn, ein Zögling des Tjodolphs, und Schüze (von den Schulanstalten der Alt. Deutsch.) stelt sich die Barden bey dem druidischen Schulwesen üeberhaupt als Subrectores und Collaboratores vor“. Paa denne Maade fik man en Digtrubrik færdig, hvori der blandt Andet findes følgende sideordnede Sager: „Die Lehren des Vola, Hagbard und Sygne, Asbjørn Prudas Sterbelied, Egils Løsegesang, Auf den Oberdruiden an der Rur, an den Obersten der Barden Teuts (Klopstock) auf den Bardenführer der Brennenhere, an Friedrichs Barden“ o. s. v. Men saaledes kom ved Klopslocks Exempel og Anseelse en i sig selv tom og ufrugtbar Frembringelse til en kunstig temmelig udbredt Flor, der rigtignok blev af kort Varighed. Klopstocks Patriotisme gik stedse til Yderligheder, han vilde gjerne germanisere Alt; men denne Bestræbelse efterlignede man i Danmark paa en ufri og aandløs Maade. Istedetfor at følge Vinket til en selvstændig Benyttelse af Nordens poetiske Oldtidsstoffer, gjorde man Tilbagegangen efter Klopstocks Autoritet og i hans Spor. I Ewalds Skole opkom den ufordragelige med Eddabilleder forsatte Bardesang, der findes mellem Digtene over Indfødsretten, og som andensteds i H. Snedorffs Poesi, stiger til en rasende teutonisk Lurgang, hvis Toner maa have gjort en egen Virkning i det fredelige, stillesiddende Folk. Bardesangens Termiologi og Ordpomp blev indført i Digtersproget. Det blev høi Stil at benævne de Danske Cimbrer, Svenskerne Gother, Tydskland Teut o. s. v. Digterne kaldtes Barder fra Nor og fra Dan, og Ewald fortrinsvis Danebarden; Bardesangen selv betegnedes ganske paa Klopstocksk som dundrende Skrald, tordnende Vellyd, huldundrende Klang osv. Ogsaa Ewald lod sig smitte af dette kunstige Vildskab; Bardetitlen var ham ligesom en høiere
