med lige begeistrende Liv fylde Ewalds Sjel“. Men disse Yttringer forekomme under en Sammenligning mellem Ewald og Schiller, som Molbech anstiller efter at have gjort den Bemærkning at „det var Klopstocks Oder og Messias, der ogsaa paa Schillers Genius udøvede en befrugtende og formende Indflydelse omtrent i hans tyvende Aar“. En stor Ulighed er det dog her, at Schiller hurtigt fjernede sig fra den Klopstockske Indflydelse, medens den var over Ewald til hans Død, og i denne Sammenhæng er følgende Sted af Schillers Afhandling „Ueber naive und sentimentalische Dichtung“, særdeles mærkeligt: „Kein Dichter durfte sich weniger zum Liebling und zum Begleiter durchs Leben schicken als gerade Klopstock, der uns immer nur aus dem Leben herausführt, immer nur den Geist unter die Waffen ruft, ohne den Sinn mit der ruhigen Gegenwart eines Objekts zu erqvicken. Ich bekenne daher unverholen, das mir für den Kopf desjenigen etwas bang ist, der wirklich und ohne Affektation diesen Dichter zu seinem Lieblingsbuche machen kann; auch dächte ich, hätte man in Deutschland Früchte genug von seiner gefärlichen Herschaft gesehen“. Denne sidste Sætning har fuld Anvendelse ogsaa i vort Sprogs Literatur. Den danske Poesi bar længe Mærker af, at den paa et af sine vigtigste Udviklingspunkter var bleven bunden til en overmægtig fremmed Autoritet og derved hendraget i en glimrende Vildfarelse. Her var Indvirkningen af Klopstocks Oder og af hans Messias i en ubefæstet og indskrænket Literatur paa god Vei til at forvanske alle Begreber om poetisk Opfatning og poetisk Stil, og naar den danske Literaturhistoriker Molbech nævner Messiaden som Ewalds Mønster og Yndlingslæsning, da har man i Korthed Forholdets hele Betydning ved at tilføie Digtets Charakteristik hos den tydske Literaturhistoriker Gervinus: „Eine einzige Reihe ungeheurer Fehler“.
Det er ovenfor sagt, at enhver af den Klopstockske Reforms Hovedretninger fik en Eftervirkning i Danmark. Saaledes blev ogsaa den Gren af Klopstocks Digtning der egentlig skulde have Betydning som Rodskud af det tydske Folks, Fortid indledet i vor Literatur. Det germaniske Bardevæsen, som Klopstock vilde fornye, har som bekjendt ingen historisk Hjemmel, men blev efter et dunkelt Ord hos Tacitus og i Analogi med den ossianske Digtning og Skaldepoesien indlagt i Tydsklands Oldtid. Klopstock havde det travlt med at opsøge den ægte urtydske Bardesang og endnu 1773 sagde Gøthe i en Boganmeldelse: „Wir ersuchen Klopstock uns mehr Nachricht von dem Barden zu geben,
