skildte sig fra den wesselske“. Det er dog langt fra, at hin Benyttelse af Emner og Symboler, der tilhøre vort Norden, hvilede paa Nationalitetens Grund, eller formaaede at udtrykke dens Væsen; thi ogsaa her viser sig Afhængigheden af det fremmede Mønster. De chimæriske Billeder af en germanisk Fortid, som Klopstock og hans Skole søgte at sammenstille af dunkle Sagn om Druider og Barder, af ossianske Sange og af Eddafragmenter, bleve Normaler for den Ewaldske Skoles nordiske Digtning og hemmede den klarere poetiske Opfatning af Emner, som en allerede temmelig fremrykket nordisk Oldforskning havde bragt for Dagen. Men saaledes slutter sig Ewalds Digtning i sine Grundtræk ganske til de Forsøg, som Klopstock anstillede i den tydske poetiske Literatur, for at bringe den ud paa nye og eiendommelige Baner.
Naar altsaa Ewalds poetiske Retning saavelsom hans Opfattelse af Poesien stilles i Modsætning til den franske Smag, som Normændene især syntes at forfægte, da maa man for at opfatte dette Forhold rigtigt, sætte det i Forbindelse med selve Tendensen i Klopstocks Reform. Ewald kom i den Sag ingenlunde videre end sin Mester, men dennes Opposition imod Franskheden var mere tydsk national end æsthetisk. Klopstock, der vilde sikre sit Folk en selvstændig poetisk Literatur, søgte at standse den herskende Efterligning af franske Mønstre, og han arbeidede blandt Andet paa at stifte et tydsk heroisk Drama, der kunde staae ved Siden af det Franske, om hvis poetiske Gyldighed han ei nærede nogen Tvivl. Ewald gik fra Corneille over til Klopstock, der iøvrigt tillige vakte hans Interesse for visse Dele af den engelske Literatur; men han kom derved til at efterligne poetiske Experimenter, der ei kunde faae den Betydning i vor Literatur, som de havde i den tydske. Den norske Digterskole stod væsentlig i det samme Oppositionsforhold til det Ewaldske Parti, som Klopstock og hans Skole til den i Tydskland herskende Franskhed; thi denne havde netop sit Sidestykke i den tydske Indflydelse, der gjorde sig gjeldende i Danmark. Det maa imidlertid bemærkes at Normændene i at vælge andre Retninger for den poetiske Literaturs Udvikling ingenlunde indskrænkede sig til at følge fransk Smag og franske Mønstre. Man finder tvertimod hos dem Yttringer af en national Sands, som vistnok Literaturhistorien i Fremstillingen af deres Virken endnu ei tilstrækkelig har anerkjendt.
Klopstock bestræbte sig for at give sin poetiske Reform Alsidighed, men han forstod ei at fundamentere den. Dette Nye manglede
