at de tilhøre en Aand, der i en paafaldende Grad er fjern fra vor Tids Kunstopfatning og poetiske Interesser. Kun i enkelte Sangdigte finde vi rene, umiddelbare Frembringelser af Ewalds store poetiske Grundkraft, og de have derfor en uforanderlig Skjønhed, men dermed slutte de sig til den Gruppe af forskjellige samtidige Digteres Arbeider, der i Sandhed have Varighed, fordi Poesiens eget Præg i dem fra først af var mægtigere end Tidsaandens. Det er saaledes en unyttig Rettelse, naar man i at bestemme Udgangspunktet for vor nyere Poesi, ombytter Tullin med Ewald og Maidagen med Adam og Eva. Den dybere og rigere Digteraand hos Ewald udviklede end mere det alvorlige, fuldtonende poetiske Foredrag, som allerede ved Maidagens Indledningsstropher var indført i Literaturen; men dersom man af denne Udvikling fremhæver det Slags Pathos, der som en synderlig Ting betegner Ewald og hans Skole, da vil man se, at den nyere danske Poesi netop har udsondret dette Element, som ufordrageligt med sin Grundretning.
Det er da nødvendigt at fastholde den ren historiske Betragtningsmaade af Ewalds Optræden og Virken, naar man vil komme til den rette Indsigt i den literaire Partisondring, hvortil hans Poesi fornemmelig gav Anledning. Dersom man derimod skjuler eller lemper ved de særegne Tids- og Skolemærker, der hos Ewald omgiver og paavirker Poesiens almindelige Præg, da indleder man derved en Forestilling om de Samtidiges Opposition, der fra ingen Side kan være træffende. Spørgsmaalet er nu om denne Modstand væsentlig har været en Fornægtelse og Forfølgelse af Fortjenesten eller om den havde tilstrækkelig literair Begrundelse, og det kan da afgjøres hvorvidt man ved at bekræfte den sidste Sats, berøver Ewald noget af den Ros, der i Sandhed tilkommer ham. Men det vil vise sig at den Behandling af Forholdet, som her dadles, næsten ganske har overført Striden fra Literaturens Forum til Moralens, og i Fremstillingen af de Handlende udkastet et Billede hvori det ene Parti er forvandlet til sorte Mulmskyer under det Andets Apotheose.
Den Opposition mod Ewald og hans Skole, der udgik fra det norske Selskab, kan henføres til tvende Hovedpunkter: til det Klopstockske Digtersprog, (Seraphsproget, de ha-stemte Toner) og til Indførelsen af Digtmotiver fra den norske Oldtid. Om det sidste Punkt siger Nyrup: „dansk Digtekunst 6te B. S. 43“ Overhoved var den nordiske Mythologi som et Schibolet, hvorved den ewaldske Skole
