hele Eiendommelighed i en senere Udvikling have charakteriseret Tullin som Begrunder af vort Sprogs nyere Poesi, men ogsaa denne Forestilling er vildledende. Tullin danner tilligemed Stenersen det Vendepunkt i Poesien, hvorved en udsvævende, prosaisk tom Versformalisme begyndte at vige for en, fra nye poetiske Studier udgaaet, varmere, mere beaandet Opfatning af selve Stoffet, og for en Fremstillingsmaade, der sluttede knappere om Tanken. Ewalds lyriskpathetiske Poesi gav den saaledes begyndte Forandring det stærkeste Præg, men først i denne Digtnings Forbindelse med samtidige og paafølgende poetiske Bestræbelser, se vi Periodens fulde Charakter og Afslutning. Den nyere danske Lyrik hviler derimod væsentlig paa en Verdens- og Kunstanskuelse, der var fremmed for Ewald og hans Samtid. Uligheden mellem dette Før og Nu er afgjørende; den angaaer Poesiens Maal og Opgave, den viser forskjellige Forestillinger om et Stofs Brugbarhed og om dets Forhold til Formen. Poesiens sande Idealitet, som betyder, at den har sit Væsen og Øiemed i sig selv, blev hos os først erkjendt en rum Tid efter Ewalds Dage; men denne Erkjendelse har i vor Literatur som andensteds, lagt Grunden til den nyere Digtekunst. I sin Opfatning af Poesiens Betydning og Virkekreds fulgte Ewald de dengang gjengse Anskuelser; han taler med Begeistring om sin Kunst, der for ham var „den ædleste blandt Alle“. Alligevel kan man sige, at han ofte misbrugte den, skjønt i den bedste Hensigt. Hans Mønster Klopstock betragtede det moralske Udbytte som Poesiens rette Frugt, og i dette Punkt stod den Gottschedske Æsthetik fremdeles ved Magt. Ewald satte sin Kunst saa høit, fordi den fremfor nogen Anden, syntes ham skikket til at fyldestgjøre den Sætning af en gjeldende Theori, at Opvækkelsen af moralske Følelser er Kunstens Øiemed. Derfor siger hans Ven og Beundrer Fr. Münter: „Ewald digtede for at stifte Nytte“, og hermed kan man sammenholde følgende Yttringer af Molbech: „Ewald har kun skrevet faa Digte, hvori ei spores den Forestilling at Digteren forsætlig maa give sine poetiske Frembringelser en ethisk Retning en forud bestemt praktisk religiøs eller politisk Tendents“. Men Reflexionens eiendommelige Styrke i Ewalds Digteraand og hans Begeistring for det engang opstillede Maal, medførte just at Tidstendensen fremtraadte meget stærkere i hans Verker end andensteds, og heri maa man for en stor Del søge Grunden til Misforholdet mellem Ewalds store Digterrygte og hans ringere Eftervirkning i Folket. Naar man nu læser hans Skrifter, føler man uvilkaarlig
