Tidsalder, medens man lader Modstanden stikke desto dybere i dens literaire Fordomme. Paa denne Maade finder man let Plads for den Sætning, at Samtidens Dadel udgik fra et „i en borneret Smag og Ideekreds hildet Parti“. Men ved saaledes at hæve Ewald over de Omgivelser, der i Virkeligheden vare ham sideordnede, vil man paa intet Punkt kunne bestemme Charakteren og Betydningen af hans Digtning; derfor skeer det ogsaa som hos Molbech, kun ved pludselige Sprang i Fremstillingen og i Strid med den øvrige Opfatning. Denne Forfatter har paa forskjellige Steder omhandlet Manglerne ved Ewalds Arbeider og omtrent anerkjendt Alt, hvad der er sagt, og i Hovedsagen kan siges om denne Digtnings Afhængighed af fremmede Mønstre og af Tidsalderens Smagsbegreber, men han har atter ved modsatte Domme saaledes ophævet disse Indrømmelser, og saaledes svækket den hele Grundbetragtning af Gjenstanden, at dens Individualitet tilsidst bliver os dunkel. Herhen hører den ovenfor berørte Sætning, at Ewald var ilet forud for sin Tidsalder i Danmark; thi deri ser man Overdrivelsen af den Sandhed, at han var fremragende mellem hin Tids danske Digtere. Men tydeligst røber sig denne Methodes Mislighed, der, hvor Bestræbelsen i at fremhæve Ewald endog forrykker de almindeligste Synslinier for vor Literaturs Udviklingshistorie. Saaledes finder man i „Ewalds Levnet“, S. 85, følgende Yttringer: „Med Ewalds Adam og Eva, i Forening med hans omtrent samtidige Kantater, begynder egentlig den nyere lyriske danske Poesi, hvis sildigere Uddannelse endnu hviler paa den samme Grundvold som Ewald har lagt“. Hermed forener man vanskeligt hvad Molbech S. 82 har sagt, nemlig at „vor poetiske Literatur i 60 Aar har oplevet en Forvandling og Udvidelse, hvorom Ewald ikke kunde have nogen Anelse„; men det er heller ikke muligt at bibeholde hin Sætning til Forklaring af samtidige og paafølgende Kjendsgjerninger. Man fjerner sig kun ved saadanne Paastande fra det naturlige Standpunkt for Opfatningen saavel af det Forbindende som det Adskillende i de Modsætninger, der fremkaldte hin Tids væsentligste literaire Tvist. Ewald tilhører en Overgangsperiode, hvori baade det poetiske Tankestof og Sprogmidlet fra flere Sider fik en Lutrelse, der dog ingenlunde var gjennemgribende; men Ewald var ligesaalidet denne Periodes Begynder som dens Fuldender, og endnu mindre kan man hos ham søge Grundvolden for den nyere danske Lyrik. Forfattere, der selv hørte til Perioden, eller som dog vare formeget paavirkede af dens Retninger til at fatte den
