Poesi ved Klopstocks Indvirkning paa Ewald. Hvorledes man end i vor Tid og i Almindelighed vil dømme om dette Forholds Værd og Betydning, er det dog en sikker Kjendsgjerning at Ewalds Digterstræben helt igjennem bærer Mærker af hin Indflydelse og at en Del af hans Arbeider er en Digtning paa anden Haand, hvori den Klopstockske Skoles Egenheder og Feil ere gjengivne. Og det er ikke mindre tydeligt, at den Poesi, der igjen støttede sig til Ewalds og efterlignede den, ofte faldt end mere over i den tydske Mesters Maneer og bidrog til at indplante i vort modstræbende Sprog en Digterstil, der selv i den tydske Literatur snarere viser sig som et Ryk og en Episode end som et frugtbart Udviklingsled.
Man kan under Fremstillingen af Ewalds Fortjenester, naar det blot gjelder at vise det dybere Aandsliv i hans Poesi og dens blivende Virkning, glide med nogen Lethed hen over det Afhængighedsforhold, hvori han stod til sit Forbillede; man kan nævne ham som sit Folks største Digtergenius i den Tidsalder, hvortil han hørte, og man kan paapege den indre stigende Udvikling i hans Frembringelser; men det er ei tilladt fra saadanne Punkter at angribe den Opposition, der viste sig mod Grundtonen og Maneren i hans Poesi. Skal der fældes Dom over Samtidens Indsigelser mod Ewalds og hans Skoles Smagsretning, da maa man fæste denne før Betragtningen og derefter opfatte Forholdet. I hin Tid var der i det Hele langt mere Spørgsmaal om den Smag, hvori der skulde skrives, end om det Skrevnes eget indre Værd. Ewalds Efterlignere og Beundrere betragtede Mesterens Vedhængen ved en vis Klasse af poetiske Emner og Forestillinger og ved en vis Stilart for Digtersproget, som hans Genialitets sande Udtryk. De fandt mangen Gang Skjønhederne der, hvor man nu maa se Feil ved hans Maneer eller Tegn paa det fremmede Mønsters overveiende Indflydelse, og hertil sigte udentvivl Molbechs Ord, naar han siger om Abrahamson at han var „den Første i Danmark, der ret forstod Ewald, om han end ikke altid forstod at bedømme ham“. Under saadanne Omstændigheder var det naturligt, at Ewalds poetiske Grundkraft og stigende Anseelse maatte hos flere af hans Skoles Modstandere skjerpe Uvillien mod en Smag, som de fandt saaledes understøttet, skjønt de maatte betragte den som vildfarende.
I ethvert Tilfælde viser det en skjev literaturhistorisk Methode, at bruge den Anerkjendelse, en senere Slægt kan yde det sande Liv i Ewalds Poesi, som et Middel hvormed man løfter ham ud over sin
