vilde være ubekjendte, og i den Anledning siger Nyrup: „Gud veed hvorfor“? Men selv i dette Punkt bestemte man sig, som Rahbek bemærker, udentvivl efter en tydsk Autoritet. I Tydskland havde ved den Tid Gottsched tabt sin udbredte Indflydelse paa Literaturen; men inden det kom dertil, førtes der mellem ham og Schweitzerpoeterne en heftig Strid, hvori efterhaanden flere af Gottscheds Tilhængere stillede sig paa Modpartiet. Mellem de Frafaldne nævner man Gärtner, Cramer, Joh. Elias Schlegel (siden Prof. ved Sorøe Akademi), Zachariæ o. fl., der 1745 stiftede et literairt Selskab, hvori ogsaa Klopstock indtraadte. De udgav det i sin Tid meget bekjendte Tidsskrift Bremer-Beyträge, og dannede med hverandre en Censur-Commite for de Arbeider der skulde optages i Tidsskriftet. Da de iøvrigt i deres tidligere Forhold havde Grund til at ønske sig personlig udenfor Striden, bestemte de at Navnene skulde forties. Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme havde ingen saadan Foranledning til Fordølgelse af de Medvirkende; men disse saae maaske, idet de fulgte den givne Forholdsregel, et Værn mod Udbruddet af den Opsigt, som det nye Smagsinstitut ved sin Fremtræden maatte vække. De Mærkeligste blandt Selskabets Stiftere vare: Tyge Rothe, J Sneedorf, Luxdorf, Carstens og Cramer. Luxdorf, der præsiderede i Selskabet havde et Navn som latinsk Poet; han var en Doktrinær af den Rostgaardske Skole, og der er et samtidigt Udsagn om, at der mellem ham og de øvrige Medlemmer der repræsenterede den tydske og den franske Smag, skal have hersket nogen Uenighed i Selskabets første Dage. Det tydske Parti var stærkt fremtrædende her, men det befandt sig dengang endnu i et Slags Gjering, der indeholdt besynderlige Modsætninger. Det søgte at modarbeide den franske Literaturs Indflydelse og valgte sig engelske Mønstere, men til samme Tid anerkjendte det i Hovedsagen den franske Smagsdoktrin. Man ved saaledes, at Batteux gjaldt som Autoritet i Cramers og Schlegels Kreds, og at Klopstock stillede den franske Tragoedie paa lige Linie med den græske. Det var desuagtet ikke de engelske, til den franske Smag heldende Digtere, som Dryden og Pope, men fornemmelig Milton og Young, der stode i Anseelse hos Klopstock og hans Parti. Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme havde, som det hedder i Ugebladet Proteus, til Hensigt, „at forbedre Sproget, bestemme Smagen og opvække gode Genier til ædel Kappen“. Om Smagen var der i det Hele dengang megen Tale og man kaldte Selskabet spotvis „det Smagende“. Det
