Stikord, hvormed Literaturens Fremskridt nu skulde betegnes, var som Begreb i høi Grad uklart hos selve Lederne; for de Fleste af dem stod Bestræbelsens Maal som noget Udvortes, hvis Værd igjen var en blot Navneværdi efter visse autoriserede Stempler. Alligevel vilde Selskabet bestemme Smagen og opvække gode Genier til ædel Kappen. De tydske Medlemmer vare uvidende om vort Sprogs og Literaturs tidligere Udviklingsgang eller de miskjendte ganske dens Charakter og Betydning; de vilde kun benytte den i Kjøbenhavn vaagnede Interesse for Smagsanliggender som et Middel til det Øiemed at udbrede den tydske literaire Indflydelse saa vidt som muligt. Denne Propaganda var allerede begyndt før Selskabets Stiftelse, og dens Fremgang blev siden, i det mindste i visse Retninger, betydelig nok. En væsentlig Hindring for den tydske Bestræbelse laae imidlertid i dens egen indre Uklarhed. De danske Medlemmers doktrinære Vedhængen dels ved Franskheden, dels ved den Smag, der ansaaes som gammel klassisk, kunde derfor i selve Selskabet ei finde nogen bestemt Modstand. Men betragter man nærmere Selskabets Sammensætning i det første Decennium, og føier til de allerede anførte Medlemmer Mænd som Guldberg, Suhm, J. H. Schlegel, Navigationsdirektør Lous, Slotspræst Poulsen og Hofskriver Müller, da maa man i det Hele finde at Ledelsen af den danske poetiske Literaturs Udvikling dengang var i usikre Hænder. Guldberg har, inden han blev Medlem, i en Afhandling, der kronedes af Selskabet, tilstrækkelig godtgjort sin bornerede Anskuelse af Poesien, Suhm, havde med al sin literaire Fortjeneste, hist forvirrede og umodne Smagsbegreber, Schlegel der hørte til den tydske Kreds, har som Selskabets Secretair skrevet den latterlige Anvisning til Emmer for et malende Digt, som er opbevaret af Molbech i dansk poetisk Anthol. 1 B. Pag. 122, Lous og Poulsen vare yderst maadelige Poeter, og om Müller ved man kun at han eiede en sjelden Kobberstiksamling. Selskabets Virkemaade gjør imidlertid Manglerne ved dets Sammensætning end mere iøinefaldende; thi det var ikke nok med at disse Smagsdommere underkastede de indleverede Arbeider en detailleret Censur og, som det hed, konfererede med Forfatterne; de foreskrev tillige Emnet og det Mønster, hvorefter det skulde udføres, ja stundom endog Dele af selve Digtningens Anlæg.
Alene heraf kan man se, at dette Selskab, der havde paataget sig de meget vanskelige og vidtgribende Opgaver, var en aandløs Indretning langt mere skikket til at hemme den skjønne Literaturs
