Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur III.djvu/242

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
238
J. S. Welhaven. Om Betydningen af det norske

nyere Tid har man fremhævet den sidste af de her nævnte Forfattere, Ambrosius Stub, som en Digter, der med sin friere lyriske Poesi, staaer ene i den Periode, hvortil han hører. Molbech antager saaledes i sine Forelæsninger 1 D. Pag. 94, i Sammenhæng med den ovenfor citerede Bemærkning, at man maa betragte Stub som en national Folkesanger, hvis Frembringelser mere kan henføres til Naturdigtningen end til den egentlige Digtekunst; men denne Betragtning har neppe nogen Hjemmel. Stubs Poesi viser noksom den studerede Forfatter og den bærer Tidsalderens Farve. Den største Del, af hans iøvrigt lidet talrige Digte, indeholder Psalmer og andre gudelige Sange, hvis Vendinger hyppigt ere søgte og kunstlede, og som i det Hele have Charakteren af den i Christian VIs Dage herskende religiøse Tone. Blandt hans verdslige Sange udmærke flere sig ved en naturfrisk Stemning og et flydende Foredrag; men de ere ingenlunde uden Forbilleder og Sidestykker i den poetiske Literatur; man kan finde saadanne hos Terkelsen, Bording, Reenberg, og fornemmelig hos den samtidige Albert Thura, hvis Drikkesange neppe ere overtrufne af Stubs. Vil man ellers efterse hvorvidt denne Digter har været paavirket af sin Tidsalders Smag, da kan man læse hans Ligvers over Løvenørn, som er et Arbeide i den samme Rococostil, der har gjort Wadskjær berygtet. Molbech, og efter ham Frederik Barfod, der mere end nogen Anden har beskjæftiget sig med Stubs Levnet og Digtning, anstiller en Sammenligning mellem Stub og Tullin (Foraarsarien: »„den kjedsom’ Vinter gik sin Gang“ og „Mai-Dagen“). Barfod synes endog tilbøielig til at sætte Stub paa det Vendepunkt, der i Almindelighed betegnes med Tullin; men derimod maa man indvende, at denne Digter ei har faaet sin Plads ifølge saadanne, paa Frembringelsernes relative indre Værd grundede Sammenstillinger. Det er derimod den ved ham i vor poetiske Literatur indførte nye og eiendommelige Retning, som her kommer i Betragtning.

Naar man forestiller sig det mægtige Fremstød Holberg havde givet vor Literatur til en flersidig Udvikling, og dertil føier den Digtning, der før Holberg og samtidig med ham, skjønt uden hans Paavirkning, havde optaget nationale Elementer, og vist sig som en Episode i den lærde Stuepoesi, da synes det underligt at Tidsalderen ei deri fandt nogen Anvisning til Poesiens Renselse og Fornyelse af vor Literaturs egen Kilde. Men her møder os den Kjendsgjerning, der saa ofte gjentager sig i vor Literaturhistorie, at Indvirkningen udenfra