naturligere eller fyldigere Foredrag, heller ikke er det afgjørende her, at man, som Molbech (Forelæsn. 1ste D. Pag. 91), henviser til en ved Siden af Kunstpoesien udbredt Folkepoesi og Visedigtning, som er tilovers i flyvende Blade fra det syttende Aarhundrede og hen i første Halvdel af det 18de, og som for en stor Del udmærker sig ved en fri lyrisk Tone, og ved en hjertelig og naturlig Følelse. Af større Betydning er nemlig den upaaagtede Kjendsgjerning, at der gjennem det her angivne Tidsrums poetiske Literatur mellem den studerede Rimekunstes tørre Forstandsverker og Smagløsheder, kan paavises en Række Digtfrembringelser, hvori de forskjellige Forfattere et Øieblik havde sluppet den pedantiske Stil, og ligesom uforvarende fundet det hjemlige Livs Farve og de sande Stemningers naturlige Udtryk. Man kan i denne Henseende nævne følgende Poeter: Søren Terkelsen, Laurids Kok, Anders Bording, Thomas Kingo, Peder Dass, Tøger Reenberg, Jørgen Sorterup, Christian Rose, Jørgen Friis, Christen Tychonius, Albert Thura, Ambrosius Stub. Der er mellem den første og den sidste af disse Mænd et Tidsrum af hundrede Aar, hvori det aandløse Versemageri udbredte sig og tog Overhaand. De fleste af de her anførte Poeter vare endog særdeles travle Befordrere af den pedantiske Rimekunst og Ingen af dem stod udenfor den; alligevel kunde man hos dem alle hente Bidrag til en Digtsamling, der dels vilde forbinde den naive Folkedigtning med dens Udvikling i en nyere poetisk Kunst, dels vise Prøver paa den klare, kunstløse Fremstillingsmaade, der stemmer med Folkecharakteren og Sprogets Aand. Man kjender Koks Vise om Dannevirke, Kingos Psalmer og Sorterups Heltesange, man ved, at mange af Dass’s Sange endnu ere paa Folkets Læber; men det er mindre bekjendt, at Jørgen Friis mellem sine aandløse Rimerier har givet friske Skildringer af nordisk Natur og Folkeliv, og at Tychonius, en af sin Tids største Pedanter, har kunnet spøge med en vis Ynde og desuden synge smukt og naturligt i Kæmpevisens Tonart. Man maa overhoved hos den Del af hine Tiders Versemagere, der i Sandhed havde poetisk Talent, lægge Mærke til en Dobbelthed i deres Fremtræden. De bære i Literaturen allerhelst et Costume, der svarer til Aarhundredets smagløse Stadseantræk, men man ser dem ogsaa undertiden i en Husdragt, der falder dem naturligere og hvori de komme til friere Bevægelser. Ved saadanne Leiligheder give de Vidnesbyrd om, at en national Aand og Tone maa have berørt dem i Livsforholde, som under en senere Periode tabte meget af denne Paavirkning. I den
