at forbinde Kulturen med Livet, sondrede den sig fra dette, og hentede Næring af en i sig selv tør og ufrugtbar Studerings Affald. I sin Hovedmasse fremviser derfor vort Sprogs egentlige Digtfrembringelse indtil Midten af forrige Aarhundrede en Stuepoesi, der mere og mere tabte de naturlige Elementer og Følelsens Indhold, medens den iøvrigt paa sin Maade fremmede Sprogudviklingen og Verskunsten. Dette Afsnit af Literaturen er optaget af en overfladisk Forstandsvirksomhed, der fornemmelig fremtræder med et stort Antal moraliserende, satiriske Afhandlinger i Versform. Selv Holberg fulgte denne Tidsalderens Tendens; men hans Genialitet yttrede sig væsentlig deri, at han for den moraliserende Digtning indførte en ny Form og bragte den i sin danske Skueplads til Selvstændighed. Samtidig med Holberg, og ved Siden af hans gavnlige Virken, vedblev Rimekunsten paa den engang angivne Bane at udvikle sig til en Unatur og en Udvorteshed, der naaede et Slags Virtuositet hos Poeter som Clitau og Wadskjær, af hvilke den sidste var i fuld Virksomhed i Frederik Vs Dage og længe overlevede Tullin. Denne Digtning havde vel sit nærmeste Forbillede i Hoffmannwaldaus og Lohensteins Arbeider; men den fulgte iøvrigt en dengang almindelig udbredt Maneer, som man kan kalde Poesiens Rococostil, og som fuldkommen svarede til den Smag, der var herskende i andre Kunstgrene. Hin eventyrlige Forening af Svulst og Plathed, af indre Tomhed og ydre Prunkmidler, der forekommer os modbydelig eller latterlig, behagede en stor Del af den Tids Publikum og Recensenter. Saaledes hedder det i en Kritik fra 1756 over Bjerrings Tanker ved Lissabons Ødelæggelse: „Denne Pjece overgaaer alle dem, vi til Dato har seet over denne Materie; thi foruden at Poesien er flydende og fuld af behagelig Paronomasie og forestiller Stadens Undergang efter Virgilis Maade, saa levende og livagtig, som man kunde see den med sine Øine, er den ogsaa forsynet med adskillige Anmærkninger af Theologien, Historien, Geographien og Mythlogien“.
Men idet vi tillægge vort Sprogs poetiske Literatur i det syttende Aarhundrede og indtil Ewalds Tidsalder en almindelig forfeilet Charakter, som hemmede den eiendommelige, med nordisk Natur og Folkeliv stemmende Digtning, er det magtpaaliggende ogsaa at betegne denne, saaledes som den, trods de pedantiske Rimeriers Overvægt og omgivet af dem, dog med større eller mindre Tydelighed giver sig tilkjende. Det er ikke nok, at man, som det oftere er skeet, nævner en enkelt Forfatter, der i et eller andet Digt eller Digtslags har et
