i en borneret Smag og Idekreds. I dette Samfund fandtes et poetisk Liv, som for en stor Del hvilede paa Nationalitetens Grund, og hvis Flor endnu ei er visnet, og der berededes desuden det Salt, som Periodens Smagsanliggender havde høilig fornøden. Det er ogsaa af flere danske Forfattere bemærket, at det renere Foredrag, der udmærker Ewalds sidste Arbeider, i Meget skyldes det norske Selskabs Kritik, og denne Bemærkning danner et oplysende Modstykke til hin Sætning, som udpeger Selskabets Spot, „der var meget for svag til at hindre den ewaldske Digteraands Virkning og stigende Indflydelse“. Men den fiendske og ensidige Behandling af det norske Selskab bliver for Den, der noget nøiere kjender Ewalds Samtid, end mere tydelig derved, at Modpartiet, det danske Literaturselskab, kun flygtigt er berørt, hvor dog en nærmere Betragtning af dets Væsen og Virken var nødvendig til Bedømmelsen af den hele Tvist. Molbech affærdiger i „Ewalds Levnet“, Pag. 206, dette Selskab med en kort Bemærkning, hvori nogle af Medlemmerne nævnes, og hvor det, med Henvisning til Rahbeks Fremstilling i Hertha 1827, blot antydes, at „Selskabet blev stiftet i Opposition mod det norske Selskab og vel ogsaa mod Selskabet for de skjønne Videnskaber“. Denne Korthed er især mærkelig paa dette Sted; thi Noten hører til Beretningen om Ewalds Optagelse som Æresmedlem i Selskabet, og der anføres tillige et Brudstykke af det Dokument, hvorved Selskabets ivrigste Medlem, Abrahamson, underretter Evald om Udnævnelsen. Man støder i Citatet paa følgende Yttringer: „Lad dette være Dem en nogenledes Modvægt imod den Fortrædelighed, De ventelig føler ved Tanken om Tossernes og Abderiternes Domme. Ret mange lenges efter at see og høre og læse noget fra Dem“. Tosser og Abderiter. Skulde man tro at Abrahamson ved disse Ord har kunnet tænke paa Medlemmerne af det norske Selskab? Molbech har troet det, og har derimod Intet haft at indvende.
Dette Abrahamsons Brev til Ewald, kan betragtes som det danske Literaturselskabs Program. Man finder her et Sprog, der tilhører den literaire Fanatisme, og tillige røber en overmodig Tryghed hos det Parti, der efter Rahbeks Udtryk ansaae sig som „den herskende Kirke“. Literaturselskabets stridbare og digtende Medlemmer, som i Grunden fulgte Tidsalderens Smagsbegreber, havde kun en uklar Forestilling om Det, de skulde forfegte. De vare regelbundne og sværmede tillige for en Genialitet hvis faste Form, de anskuede i Ewalds Poesi. Man ser heri Dyrkelsen af en ny Autoritet og en ny Maneer, men
